Er du typen, der udsætter alarmen hvert femte minut i en hel time, inden klokken bliver så meget, at du er nødt til at styrte rundt, hælde morgenkaffen galt i halsen, inden du farer ud af døren for at nå på arbejde til tiden?

Det er ikke alene stressende for dig selv, men det påvirker også din effektivitet og arbejdsindsats resten af dagen, når du er kommet dårligt ud af sengen.

Ved at lave små ændringer i dine morgenrutiner kan du blive meget mere produktiv i løbet af dagen, skriver Lifehack.org.

Faste rutiner i de første vågne timer kan gøre dig både sundere og gladere. Du kender sikkert talemåden you snooze, you lose, og selvom du har hørt at søvn er godt for dig, så kan det betale sig at stå op sammen med solen.

En undersøgelse fra University of London viser nemlig, at natteravne har større humørsvingninger og lettere ved at blive stresset i løbet af dagen, og det påvirker din produktivitet. Hvis du står tidligt op, så mindsker du altså dit stressniveau fra morgenstunden. Studiet fra University of London er foretaget første gang i 2009 og viser, at folk, der står op senest klokken syv om morgen, ikke kun er i bedre form, men de er også mindre stressede og deprimerede generelt.

Og selvom det måske ikke virker skelsættende at have en travl morgen, så er der faktisk arbejdsmæssige fordele ved ikke at have en stresset start på morgenen. Du kan nemlig arbejde langt mere effektivt, når du ikke har haft en dårlig start.

Derfor kan det betale sig at holde fast i nogle enkle rutiner – hver morgen. Selvom det kan være hårdt til at starte med, så vil du hurtigt vænne dig til at stå op første gang uret ringer.

Her er nogle ting du kan gøre, så du vinder over underskuddet

  • Stil uret til samme tid hver eneste morgen og gå i seng samme tid hver aften. På den måde kommer du ind i en rutine, og til sidst føles det meget bedre at vågne op om morgen.
  • Lad være med at sove for meget. Er du fyldt 18 år skal du sove 7-9 timer hver nat. Planlæg din søvn, så du når at sove det, du skal. Hverken for meget eller for lidt søvn er godt.
  • Drik et glas vand, og gør det som det første, når du vågner. Kaffen må vente til anden omgang. Vand er med til at give dig energi og fortæller kroppen, at det er tid til at vågne op
  • Lav en sund morgenmad. Det kan være motiverende at have noget lækkert at stå op til.

  • Lad være at starte ud med at scrolle igennem alle feeds på din telefon, det kan hurtigt stjæle alt for meget af den kostbare tid om morgen, og så ender du med at blive stresset. Gem det til senere.
  • Lav lister over hvilke ting du ønsker at nå i løbet af dagen. Det kan give dig ro at krydse ting af på listen. Husk at være realistisk. Det nytter ikke noget at lave en liste på 17 ting i løbet af en dag.