Børneskuespilleren Albert Groth elsker at stå på en scene. Det giver nye venskaber og oplevelser.
De røde velour sæder i det forgyldte teater er fyldt med publikum i alle aldre, der hujer og klapper, mens de 11 skuespiller bukker på scenen. På linjen af voksne og erfarne skuespillere, stikker en dreng på 135 centimeter frem. Øjnene funkler og smilet går fra øre til øre, alligevel trykker den sorthårede dreng sig lidt ind til Erann DD, der holder ham i hænderne foran sig. Det er kulminationen af tre timers skuespil, sang og dans foran flere hundrede mennesker på Betty Nansens Teatret på Frederiksberg.
Albert Mahesh Witthoff Groth på 10 år går i tredje klasse, men når klokken ringer ud, er bøger, lektier og frikvarter byttet ud med klapsalver, kendte skuespillere og konfetti. Tre gange om ugen spiller han med i musicalen ’Efter Brylluppet’, der er bygget op om Susanne Biers film af samme navn. Allerede som lille kunne Albert Groth ikke lade være med at danse og synge. Selv hvis musikken er slukket, er rytmen i ham fra top til tå.
»Jeg føler at skuespil er mit speciale. Det er mit talent. Jeg har gået til scenekunst i fire år. Nu når jeg spiller med i stykket, føler jeg mig rigtig skuespilleragtig,« fortæller Albert Groth.
Inden aftenens forestilling går i gang, møder de 12 børn ind på teatret for at klæde om, varme stemmen op og gøre sig klar til aftenens store show. Albert Groths små børnehænder peger rundt i alle retninger og fortæller om alt det sjove, han har oplevet i de to måneder, han har været med i stykket. Hans tid på scenen, betyder dog også sene aftener og færre timer i skolen.
»Det er så heldigt, at min klasselærer er så sød, at hun lader mig komme senere i skolen. Man kan jo ikke bare overleve uden søvn. Det slutter klokken 23,« forklarer Albert Groth, der cirka to gange om ugen får lov at møde lidt senere.
Albert Groth blev adopteret fra et børnehjem i Nepal, da han var fire år. Han har derfor mange ligheder med sin rolle som Pramod. Karakteren bor nemlig på et indisk børnehjem, der bliver ledet af danskeren Mr. Jacob. Erann DD spiller rollen som Mr. Jacob, der væves ind i et spind af intriger, kærlighed og død.
»Lige så snart jeg ser Mr. Jacob, så føler jeg mig som Pramod. Det sjove er, at når de kalder på mig: ’Albert, Albert’, så hører jeg det slet ikke. Men når de siger Pramod, så kommer jeg. Efter stykket er jeg en helt anden, hvis du forstår. Men jeg bliver mig selv igen,« forklarer han.
Publikum rejser med til Indien i første scene, og Pramod hopper op på Mr. Jacob i et grin. De to skuespillere har et særligt bånd på scenen, og bag om scenen. Måske er det derfor Albert Groth slet ikke er nervøs, når han skal præstere foran et håbefuldt publikum. Hans gode ven er der sammen med ham.
»De fleste børn vil ikke høre om, hvornår forestillingen stopper. Vi ved, der ikke er så lang tid til. Det er vi rigtig kede af. Det bliver måske ekstra svært for mig, fordi jeg er adoptionsbarn. Så det bliver svært at give slip på dem alle sammen,« fortæller han om alle børnene og de voksne.
Alberts Groths mor og far er glade for de muligheder, som skuespil har givet deres søn, selvom de bliver nødt til at køre pendulfart frem og tilbage mellem Lyngby og København for at han kan udleve sine skuespillerdrømme.
»Man lærer også noget af at spille teater, man udvikler sig og øver sig hele tiden, selvom man føler, man gør det godt nok, så skal man øve sig igen og igen. Albert har ikke så svært ved de boglige ting, så vi tænkte, at det går nok. Jeg tror, det giver mere, end man afgiver,« fortæller moren Marianne Groth.
Klokken er blevet 23. Nu er scenelyset slukket og teatret tomt, men for Albert Mahesh Witthoff Groth er showet aldrig slut. Han har altid en dans at vise, en sang at synge eller en replik at fyre af.
