En hjerteemoji som reaktion på indkøb for flere tusinde kroner. Opfordringer til at skynde sig ned og købe populære varer.

Den danske butikskæde Normal får i Sverige kritik for at gå målrettet efter børn på sociale medier. Det skriver Aftonbladet.

»Det er jo ikke tilladt at opfordre børn til at handle, men efter min mening vil jeg ikke kalde det for noget andet end lige det,« som Maria Wiezell, rådgiver hos Sveriges Konsumenter, udtrykker det.

Forbrugereksperten reagerer på baggrund af flere kommentarer på især TikTok fra Normal, der er ejet af Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, mens tidligere 'Løvens hule'-investor Jan Lehrmann er bestyrelsesformand.

Her har lavpriskæden i flere tilfælde skrevet direkte til kunder, der i overvejende grad er børn og unge, i kommentarfeltet på opslag om varer i butikkerne:

  • »Løb.« 
  • »Der er meget snart udsolgt.«

Der er også blevet svaret med et emojihjerte til en kunde – ud fra profilbilledet tilsyneladende »et ungt barn« – der fortæller, at vedkommende »har brugt 5.000 kroner (hos Normal, red.), så jeg er flad nu«.

Som i Danmark er det i Sverige ulovligt at rette sin markedsføring direkte mod børn og unge under 18 år.

»Man hylder, at nogen har brugt 5.000 kroner i Normal,« lyder vurderingen fra forbrugerrådgiveren Maria Wiezell og siger om de øvrige beskeder:

De svenske butikker ligner de danske.
De svenske butikker ligner de danske. Foto: Arkivfoto/Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er en opfordring til børn om at shoppe.«

Fra Normals side afviser man anklagerne om at henvende sig direkte til børn ved eksempelvis at skrive »løb og »der er meget snart udsolgt«.

»Sådan tolker jeg det ikke. Det her er en hjælp til kunderne. Her har vores kundeservice svaret: 'Ved du hvad, det ser ud til, at alle butikker har fået den, men der er ikke så mange',« lyder det fra den svenske direktør Jan Nyberg:

»Så hvis man er interesseret, skal man skynde sig ned i butikken. Det er ren service.«

Han understreger, at kommentarerne ikke er rettet mod børn, men mod alle forbrugere i Sverige, og at man derfor ikke bryder nogen regler.

Da direktøren ser hjerteemojien, der er leveret som svar til den tilsyneladende unge person, der har brugt 5.000 kroner, lyder det dog:

»Måske skulle vi slet ikke have svaret på det indlæg.«

Normal har siden 2018 eksisteret i Sverige, hvor der er 120 butikker. I alt er kæden repræsenteret i otte forskellige lande.