Skovbrandene nær den græske hovedstad, Athen, har kostet mindst 60 mennesker livet. Det oplyser det græske brandvæsen til nyhedsbureauet AP.

Tirsdag formiddag omkring kl. 11.30 lettede et fly med flere danskere på vej til den græske hovedstad, Athen. B.T.s udsendte i Københavns Lufthavn, Kastrup har snakket med flere af dem, der var på vej mod Athen. I videoen øverst kan du høre deres reaktion på de voldsomme skovbrande.

Mandag aften blev det meldt ud, at flere danskere i området var meldt savnet, men de er alle nu fundet i god behold. En dansk kvinde på 56 år og en pige på seks år var indlagt til observation, men de er nu udskrevet igen.

Det er tidligere blevet oplyst, at over 100 er kommet til skade, og at flere er i kritisk tilstand. Det har en talsmand for den græske regering oplyst natten til tirsdag ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

Den første brand startede i en fyrretræsskov 50 km vest for Athen. Den anden store brand brød ud i Penteli-området nordøst for Athen mandag eftermiddag. Flammerne har sendt mange mennesker på flugt og ødelagt mere end 100 huse.