Påsken er over os, og de danskere, der gerne vil fejre den på ski, lader til at have kastet kærligheden på især ét område.

Sälen i Sverige.

Her viser tallene således, hvis man sammenligner med samme tid sidste år, at antallet af bookede danske gæster er steget med lidt over 90 procent.

Det skriver Aftonbladet.

Mediet er taget dertil, og her har de talt med de danske gæster for at blive klogere på, hvorfor valget for skiferien er faldet på Sälen frem for eksempelvis Alperne.

Her lyder et af svarene blandt andet, at det svenske skiområde er bedre egnet for børnene – og så hjælper det også, at de svenske skiinstruktører er lettere at forstå end de fransk- og tysktalende i Alperne.

Fredrik Nilsson, der kommer fra Skåne, men har boet i Danmark i ti år, erklærer sig enig i de to pointer, men han peger også på de økonomiske fordele for de danske gæster.

»Den svenske krone betyder, at man får meget for pengene. Du får højere kvalitet i boligen, maden er billigere, alt er billigere.«

Tomas Berg, Skistars destinationschef i Sälen, fortæller, at Sälen har et ry for at være et børnevenligt skiområde.

»Vores hovedmålgruppe er børnefamilier, og sådan har det været længe. Det spreder sig, folk taler med hinanden, og vi kommunikerer i Danmark. Det, sammen med sneen og stemningen, tror jeg er den store grund.«

En af de lokale erhvervsdrivende, Christer Ahlén, der driver en grillbar, oplever også, at danskerne er mere villige til at købe, end de tidligere har været.

»Det er ikke som før i tiden, hvor alle danskere havde en EU-trailer fuld af øl, brød og mad. Nu er de blevet store kunder,« forklarer han.