I september 2022 blev den 15-årige pige Savannah Graziano kidnappet af sin far, Anthony John Graziano, efter han angiveligt havde dræbt hendes mor.

Da politiet opsporede far og datter, endte det i en biljagt og skududveksling, som kostede begge livet.

Efter skyderiet sagde sherif ved San Bernardina County, Shannon Dicus, at en person, der mentes at være Savannah, var steget ud af passagersiden af bilen iført kampudstyr i form af vest og hjelm – derfor kunne politiet ikke kende hende.

Samtidig var der beviser, som tydede på, at hun »deltog i skyderiet mod vores vicesheriffer«.

Nu afslører en ny video dog, at virkeligheden ser ganske anderledes ud.

I den ses det, hvordan Savannah Graziano ikke ser ud til at bære kampudstyr, og hun følger politiets instrukser.

Det skriver NBC.

Hun er foroverbøjet og bevæger sig langsomt hen imod dem, da hun bliver skudt.

En lydfil fra den vicesherif, der var tættest på, er også blevet frigivet.

Her kan betjenten høres sige:

»Passager, kom ud! Passager, kom ud!« 

Og: 

»Kom her! Kom her, kom her! Kom til mig, kom til mig!«

Efter skuddet lyder det:

»Stop! Stop med at skyde hende. Han er i bilen! Hun er okay! Han er i bilen. Stop!«

Det er sherifkontoret selv, der har frigivet videoen efter anmodning fra California Public Records Act.

De har ikke selv kommenteret på videoens indhold, men henviser til justitsministeriet, der har overtaget efterforskningen af sagen.