Superligaens bedste spiller i denne sæson har været Bubacarr Sanneh fra AC Horsens. Den dårligste har været AaBs Jannik Pohl.

I hvert fald hvis man vurderer det ud fra de karakterer, BTs udsendte reportere har langet ud til samtlige spillere gennem de første ti runder - kamp efter kamp efter kamp. Vurderingerne er indtil videre blevet givet i 70 opgør i den bedste danske række.

Vi har selvfølgelig talt med de to hovedpersoner, som begge er med på de top- og flop-hold over de bedste og værste spillere indtil videre. Vi har også fundet de bedste og de værste på hvert eneste Superliga-hold.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

BUBACARR SANNEH

  • AC Horsens-spilleren har højeste snit med 8,2.

Bubacarr Sanneh er Superligaens bedste spiller efter de første 10 runder baseret på BTs karakter. Selv forklarer han sin egen succes med hårdt arbejde.

»Efter hver kamp har vi set på, hvad vi har gjort godt, og hvad vi har gjort dårligt. Jeg har også observeret mig selv efter hver kamp, hvad gjorde jeg godt, og hvor skal jeg udvikle mig. Det har hjulpet mig meget. Jeg arbejder hårdt, lytter til min coach og tænker strategisk. Vi i Horsens elsker at træne hårdt, når du ser vores træning, er den ikke nem,« siger Bubacarr Sanneh til BT.

Snittet på 8,2 ligger langt over hans medspilleres, der i gennemsnit scorer 5,03 på 12-skalaen. Alligevel lægger han vægt på, at det er holdet, der løfter ham som spiller.

»Først og fremmest havde vi en rigtig god begyndelse som hold. Holdet er fantastisk, og vi støtter hinanden. Det er derfor, vi kalder det et hold. Jeg prøver altid at spille 100 procent og give mig 100 procent. Jeg vil bare gerne hjælpe holdet. Holdet gør mig bedre som spiller,« siger Sanneh.

Vejen til at blive en god fodboldspiller handler ikke kun om hård træning, men også mentalt arbejde, afslører Sanneh.

»Det er meget vigtigt som fodboldspiller at slappe maks af. To dage op til en kamp slapper jeg altid 100 procent af og fokuserer på kampen, da tænker jeg ikke på andre ting. Jeg prøver at ' cool my mind'. Når du fokuserer på kampen, så bliver det altid godt,« forklarer han.

Bubacarr Sanneh har trods status som forsvarer scoret tre mål i Superligaen, og han har fået den højeste karakter blandt alle superligaspillere i Danmark. Alligevel er han ikke selv tilfreds.

»Jeg er en person, der aldrig er tilfreds. Jeg synes stadig, jeg kan gøre det meget, meget bedre. Hvis du føler dig tilfreds, så bliver du stolt af dig selv, og så bliver du ikke bedre. Men hvis du ikke er tilfreds, bliver du hele tiden bedre. Jeg vil gerne være en helt komplet spiller, derfor bliver jeg ved med at arbejde hårdt. Det er svært, når folk fortæller mig, at jeg er en perfekt spiller, for så bliver jeg ved med at holde det niveau,« forklarer han.

Bubacarr Sannehs kontrakt med AC Horsens udløber til sommer næste år, men hans fokus er stadig på kampe og ikke kontrakter.

»Jeg vil gerne spille i en topliga, og der er kun én ting, der kan få det til at ske. Det er hårdt arbejde. Du kan have en drøm, men hvis du ikke arbejder hårdt, opnår du det ikke. Det er det, jeg gør nu. Alt i fodbold har sin tid. Der er tid til at tænke på kontrakt, og der er tid til at tænke på kampe. Men under sæsonen er mit fokus på kampene, og der er ikke tid til at fokusere på kontrakter. Min drøm er at spille i en topklub, og det kan være hvor som helst i verden,« siger Sanneh.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

JANNIK POHL

  • AaB-spilleren har haft laveste snit med 2,2.

Jannik Pohl er Superligaens dårligste spiller efter de første 10 runder baseret på BTs karakterer. Men den karakter synes han ikke selv afspejler hans spil i Superligaen.

»I mit hoved er det et spørgsmål om, at jeg bliver målt på mål, fordi jeg er angriber. Hvis man kigger på, hvad jeg har bidraget med på holdet, så mener jeg selv, at jeg er bedre. Jeg burde have en ret høj karakter for de chancer, jeg har lavet til andre og mig selv. Hvis man ser på mine afslutninger, bør jeg ikke have en så høj karakter,« indrømmer Jannik Pohl.

Den 21-årige angriber har spillet ni af AaBs 10 kampe og har trods BTs bedømmelser gjort det godt nok til, at han i august debuterede på det danske U21-landshold, men han er udmærket klar over, at talentet stadig skal udvikles. Især afslutningerne skal han træne på, for chancerne kommer han frem til, men i mål vil bolden for sjældent.

»Jeg lægger ikke vægt på de karakterer, jeg tænker mere på, hvad trænerne siger og arbejder på det, jeg skal arbejde på. Jeg mangler lige at få det sidste på, men jeg kan mærke, at jeg forbedrer mig til træning. Generelt har jeg en god styrke, og jeg er rigtig hurtig og god til at holde på bolden. Nu skal jeg bare få mine aktioner afsluttet. Den skal sparkes ind,« siger Jannik Pohl.

Jannik Pohl, der har scoret to gange i efteråret -begge gange på straffe -har i år fået konkurrence i angrebet af Pavol Safranko, der scorede i AaBs seneste 3-1 sejr over Lyngby, men fremfor at frygte for sin plads, ser han tilgangen i angrebet som positivt også for ham.

»Vi har haft svært ved at finde vores spil, men nu har vi hentet en ny angriber, og i de seneste kampe har vi været et meget komplet hold. Jeg synes, at det, at vi spiller med to angribere, har gavnet mig og hele holdet. Det klæder hele vores hold at spille mere direkte. I sidste kamp viste vi, at vi er begyndt at få selvtillid og lægge på offensiven også,« siger Jannik Pohl.

»Jeg har lavet flere mål førhen, men samlet set bidrager jeg meget mere til mit hold nu. Mit mål er lige nu at få så mange point som muligt for klubben. Jeg har jo AaB i hjertet, så det betyder endnu mere, at vi får pointene, end min egen succes gør. Jeg er jo fra klubben, er blevet opbygget af klubben. Jeg brænder for AaB,« siger han.