Mange forbinder steroider med pumpede bodybuildere.

Men det er helt forkert. Tværtimod er der tale om et stigende problem – med voldsomme konsekvenser.

Ja, faktisk kan danskernes brug af steroider være på vej til at blive en folkesygdom, advarer Anti Doping Danmark og professor i steroider på Rigshospitalet, Caroline Kistorp, overfor TV 2 Kosmopol.

»Der er en hel underskov af helt almindelige unge mænd, der kommer og er startet op på steroider. Det er en gruppe, jeg ikke så for to til tre år siden,« fortæller Caroline Kistorp til mediet.

Hun er bekymret for, at brugen af steroider er blevet 'normaliseret' og oplever en voldsom stigning i unge mænd, som kommer til hende i et råb om hjælp.

For konsekvenserne kan blive fatale, selv ved et mindre indtag af steroider.

I jagten på den veltrænede drømmekrop risikerer unge mænd at lukke deres hormonsystem ned, hvilket blandt andet kan gå hårdt ud over både forplantningsevnen og sexlysten.

Og ikke nok med det. Indtagelse af steroider øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme og kan udløse mangel på energi, humørsvingninger samt give symptomer på depression.

Ifølge Caroline Kistorp er tendensen stigende, men den er ikke ny.

Tal fra Anti Doping Danmark viser, at hele 60 procent af de indkaldte til dopingkontrol i 2019 i kommercielle fitnesscentre er blevet udelukket enten som følge af en positiv dopingprøve, eller fordi de simpelthen nægtede at blive testet.