I mandags kunne studerende og ansatte på Københavns Universitet kigge ud ad vinduerne og se, at det ikke var forårsblomster, men derimod kulørte telte, der piblede frem på plænen.
Omkring dem hang Palæstina-flag og bannere, der kræver våbenhvile i Gaza.
Bag lejren står bevægelsen Studerende mod Besættelsen, som har flere krav til universitet, blandt andet fuld økonomisk gennemsigtighed i forhold til KU's investeringer i virksomheder med tilknytning til Israel.
Men det er ikke første gang, at Københavns Universitet oplever de studerende tage utraditionelle metoder i brug for at få ændret på tingenes tilstand.
»Vi var utilfredse med den medbestemmelse, som vi ikke fik. Jeg sad selv i Studenterrådet og i de psykologistuderendes råd, og vi havde meget svært ved at kommunikere med professorerne. De var ærligt talt ret verdensfjerne. Og det kom som et chok for dem, at de studerende begyndte at sige dem imod.«
Sådan fortæller Erik de Place Andersen om den uro, der i 1968 ulmede blandt de psykologistuderende på Københavns Universitet.
Jyllands-Posten har i en artikel forklaret, hvordan de studerende kunne få skæld-ud af professorerne, hvis de larmede med papir i auditoriet, og de var for eksempel tvunget til at lære fransk, fordi en professor stædigt holdt fast i at inkludere en fransk bog i pensum, selv om dens viden fandtes i andre lærebøger.
Det var kendt som professorvældet. Men nok skulle være nok, så den 21. marts 1968 indledte de studerende på psykologistudiet Studenteroprøret.
»Vi var nok meget inspireret af alt det, der foregik på universiteter rundt omkring i verden,« forklarer Erik de Place Andersen til B.T.
Kravet var at der skulle ske ændringer i fagenes indhold, og desuden at de studerende fremover fik en repræsentation på 50 procent i studienævnet.
I byer som Berkeley, Berlin, Manchester, Barcelona og Rom havde de studerende allerede gjort oprør - alle med fokus på deres egen sag. Nu var turen altså kommet til de danske studerende.
Det blev dog aldrig så voldeligt, som mange andre steder rundt om i verden. Ikke engang, da de studerende 19. april besatte Psykologisk Laboratorium.
»Det var et par undervisningslokaler oppe på anden sal. Her slog vi os ned, og der kom ikke politi eller andre myndigheder efter os. Jeg husker, at universitetets rektor fik sagt det lige ud, at det, vi havde gang i, syntes han ikke var morsomt,« fortæller Erik de Place Andersen.
Besættelsen var da heller ikke mere bastant, end at både en sekretær og en underviser fik lov til at komme ind på deres kontorer.
Erik de Place Andersen blev valgt som de studerendes talsmand, der skulle mødes med universitetets rektor, Mogens Fog.
»Det var nervepirrende, men jeg havde mødt ham før, så det lettede på det. Han var en venlig mand, og vi snakkede lige ud ad posen. Han havde kun én ting at sige: 'Det der, det dur ikke!«
Men dybest set var han på de studerendes side.
Og da hele 5.000 studerende 23. april mødte op på Frue Plads i København for at demonstrere, så Mogens Fog til oppe fra sit kontorvindue. Dagen efter fik de studerende i et vist omfang deres krav indfriet.
»Jeg mener at erindre, at jeg var én af de studerende, der holdt en lille tale (på Frue Plads, red.),« siger den i dag 83-årige cand. psych., Erik de Place Andersen.
Selvom han i dag husker studenteroprøret som ganske fredsommeligt, var det bestemt ikke den oplevelse, han og hans kammerater havde, da de stod midt i det.
»Der var mange, der var vrede. Jeg tror, jeg var en af de lidt mere rolige. Jeg var allerede på det tidspunkt næsten færdig med min uddannelse og havde arbejdet med mange andre ting. Det var ikke voldsomt, men der var da vrede mennesker.«
Københavns Universitet har reageret på teltlejren, der har planer om at blive på universitetets område, indtil deres i alt seks krav opfyldes.
Universitet gør det klart, at både studerende og ansatte er velkomne til at udtrykke deres holdning til konflikten i Gaza – og også at gøre det på universitetets område.
»Men universitetsledelsen kan og skal ikke udtrykke en mening på vegne af universitets ansatte og studerende om politiske forhold, herunder om den igangværende konflikt,« lyder det videre.
