Nok er nok.

Der er skarpe reaktioner, efter det er kommet frem, at en mand med adresse på Udrejsecenter Kærshovedgård førte den bil, der onsdag morgen kørte frontalt ind i en kvindelig bilist, der mistede livet.

Manden på 34 år er nu varetægtsfængslet, og politiet har en mistanke om, at han var påvirket af stoffer, da ulykken fandt sted.

Borgmester i Ikast Brande Kommune, Ib Lauritsen (V), savner, at der bliver holdt bedre øje med beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård. 

»Jeg føler virkelig, at vi taler for døve ører. Der er jo mennesker, der har et ansvar for det center, der ikke gør noget ved det,« siger borgmesteren til tvmidtvest.dk.

Det er da heller ikke første gang en beboer på Kærshovedgård tages i narkokørsel.  

Midt- og Vestjyllands Politi har 25 gange sigtet beboere på Kærshovedgård for narkokørsel i løbet af de seneste tre år. Det afslører mediet på baggrund af en aktindsigt.

I alt har der fra august 2020 til august 2023 været 295 sigtelser mod personer, der har adresse på udrejsecenteret.

Folketingets Ombudsmand har også kritiseret, at der er en mangelfuld kontrol med sikkerheden på Kærshovedgård. 

Torsten Schack, der er retsordfører og politisk ordfører for regeringspartiet Venstre, erkender over for tvmidtvest.dk, at der er problemer med Kærshovedgård. 

Han vil tage det op med udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S).