Hundredvis af bilister har lørdag eftermiddag siddet fanget i et regulært bilkaos i en parkeringskælder.

Det er i hvert fald sådan, nordjyske Birgitte Schramm udlægger det.

Klokken 14.35 satte hun sig i sin bil og gjorde klar til at forlade parkeringskælderen under Friis Shoppingcenter i Aalborg.

Men først klokken 17.15 kom hun ud.

»Der var fuldstændig trafikstop i kælderen, og det fortsatte i et væk. Jeg tænkte bare, hvad er det, der foregår? Der var biler alle vegne, og bilerne holdt bare i tomgang,« siger hun til B.T.

Undervejs i bilkøen forsøgte Birgitte Schramm, som først fortalte om hændelsen til TV 2 Nord, selv at finde ud af, hvad der foregik.

Både gennem Friis Shoppingcenter og parkeringsselskabet EasyPark. Men lige lidt hjalp det.

»Der blev ved med at komme biler ind. Men vi kunne bare ikke komme ud. Det gav absolut ingen mening, og det frustrerer mig faktisk helt enormt meget.«

»Jeg er med på, at der sker langt værre ting i verden. Men nogle må jo tage et ansvar, så folk kan komme ud. Det kan ikke passe, at man skal sidde i en bil og vente i to og en halv time.«

Tanken strejfede også Birgitte Schramm, om hun bare skulle forlade sin bil og komme tilbage senere, når trafikproppen havde lagt sig.

»Men det kunne ikke lade sig gøre. Jeg holdt midt i det hele og kunne ikke komme nogen vegne. Og når vi ikke fik noget af vide, vidste jeg jo ikke, hvornår vi kunne køre.«

»Og det er faktisk det, der irriterer mig mest. Vi fik intet af vide, så vi anede ikke. hvad udsigterne var.«

Hos Friis Shoppingcenter nikker de genkendende til, at der har været udfordringer med at få de mange biler ud af parkeringskælderen.

»Det, der går galt er, at der har været rigtig meget aktivitet inde i byen. Folk har fået penge, der er lidt forår i luften, og så har vi åbnet vores nye streetfood. Siden vi åbnede 11. april har der været 70.000 igennem, og der har også været rigtig mange igennem i dag,« forklarer Center Manager Niels Adolfsen.

»Det er det, der har gjort, at belægningen nede i p-huset har været meget høj.«

Det sker i kombination med, at der lige udenfor p-huset er et lyskryds, som kun lukker fire biler ud ad gangen.

»Vi har rettet henvendelse til kommunen før og spurgt, om vi ikke kan få det reguleret, så det passer til den trafik, vi skal have ud af p-huset, og nu er vi så nødt til at gøre det igen, så de tager lidt mere seriøst. Når man har et fyldt p-hus med 800 pladser, og man måske har 300 biler, der vil ud på samme tid, så går det hen og bliver lidt besværligt.«

Friis Shoppingcenter sørgede for, at de kunder, som måtte sidde og vente, fik kildevand og kaffe. I forhold til informationen, som Birgitte Schramm savnede, fortæller Niels Adolfsen, at det er en svær situation.

»Vi har en vagt, der går rundt og tjekker, at der er god ro og orden, men det er svært at sende en rundt og banke på alle vinduer. Vi gør det, når en bil går i stå, men når det bare skyldes almindelig travlhed, er det svært.«

»Vi har heller ikke noget højttaleranlæg, og selv hvis vi havde, kan du dårligt nok høre det, når du sidder i en bil. Vi har heller ingen skærme, så der er ikke så mange måder, vi kan gøre det på. Men det er noget, vi må til at overveje, om vi skal lave skiltning dernede.«