»Vi ønsker at informere jer om en vigtig og dybtfølt beslutning, som prins Nikolaos og prinsesse Tatiana har truffet.«

Sådan lyder starten på en udmelding det græske kongehus har lagt på deres hjemmeside.

Beslutningen, de har truffet, er at lade sig skille.

Det sker efter 14 års ægteskab.

»Denne beslutning blev truffet med stor omhu og gensidig respekt og afspejler deres påskønnelse af hinanden og de øjeblikke, de har delt. Deres fremtidige interaktioner vil fortsat være styret af de samme principper om respekt og forståelse, mens de overgår til et forhold, der er rodfæstet i et stærkt venskab,« lyder det videre i udmeldinger, som er underskrevet af det græske kongehus' privatkontor.

54-årige prins Nikolaos er søn af afdøde ekskong Konstatin og prinsesse Anne-Marie, som er søster til dronning Margrethe. 

Prinsesse Tatiana og prins Nikolaos blev gift i 2010, efter de i mange år havde dannet par.

Sidste år, i forbindelse med ekskong Konstantins død, fortalte hun på Instagram om den sorg, kongefamilien oplevede.

»En uge med søvnløse nætter for at arrangere en fejlfri begravelse og sørge for, at otte statsoverhoveder og mange andre royale familier og højheder blev gæstet. Det var ikke nogen let opgave,« skrev hun blandt andet.