Det blev kun til billeder i denne omgang.

Statsministerkandidat Søren Pape Poulsen og husbonden, Josue Medina Vasquez Poulsen, ankom til Dronningens gallataffel og strøg forbi B.T.-mikrofonen.

B.T. ville ellers gerne have spurgt Søren Pape Poulsens mand, Josue Medina Vasquez, til den shitstorm, han er endt i, efter at Ekstra Bladet har kunnet tage ham i flere løgne.

Men parret strøg lige forbi B.T.s røde mikrofon uden at stoppe op for at lade sig interviewe. De holdt sig i baggrunden, hvor kun fotograferne kunne nå dem.

Det er blandt andet historien om Josue Medina Vasquez Poulsens falske beretninger om, at han er nevø til præsidenten i Den Dominikanske Republik, samt at han tilsyneladende slet ikke er jøde, som han ellers har fortalt offentligt.

B.T. har tidligere spurgt om Pape – i sin mulige egenskab af statsminister – kunne holde politiske møder med andre statsledere, for eksempel Israels premierminister, og samtidig have sin mand ved sin side, som har turneret med en falsk historie om at være jøde.

Der havde ellers været usikkerhed om, hvorvidt Josue Medina Vasquez Poulsen ville dukke op til Dronningens gallataffel.

I går ankom Søren Pape Poulsen alene på den røde løber ved Det Kongelige Teater, da hans mand, Josue Medina Vasquez, havde følt sig utilpas og var blevet hjemme.