Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fylder snart 60 år og gør status i en ny lydbog, der udkommer onsdag.

Da den daværende Venstre-formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen under valgkampen i 2019 udkom med bogen "Befrielsens øjeblik", skabte den store overskrifter.

Det var i den bog, som Kirsten Jacobsen er forfatter til, at Løkke luftede tanken om, at Venstre og Socialdemokratiet skulle gå i regering sammen, men dengang var der ikke smag for den slags.

Nu er Løkke og Kirsten Jacobsen gået sammen om endnu en bog. Denne gang en lydbog, som udkommer onsdag og har titlen "Befrielsens pris".

Ifølge en pressemeddelelse fra Politikens Forlag er det en såkaldt podbook - en lydbog fortalt til Kirsten Jacobsen.

Her vil udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som i dag er leder af Moderaterne, gøre status "ved en vigtig milepæl", da han 15. maj runder 60 år.

- Han har været statsminister i to omgange, stået på kanten af politisk udslettelse og kæmpet sig til et sensationelt comeback, står der i pressemeddelelsen.

Løkke stiftede blandt andet Moderaterne med den ambition om at samle en regering hen over den politiske midte, og det lykkedes efter 2022-valget. Her kom Moderaterne i regering med Socialdemokratiet og Venstre.

"Befrielsens pris" er 181 minutter. Den kan streames eller købes i digitalt styksalg.

/ritzau/