Da Lars Løkke Rasmussen (M) i slutningen af 2022 indgik et regeringssamarbejde med Mette Frederiksen (S) i spidsen, mødte han ikke kun kritik fra politiske modstandere.

Også hans egen hustru, Sólrun Løkke Rasmussen, protesterede voldsomt imod beslutningen om at gå ind i en regering med Mette Frederiksen som statsminister.

Det afslører Lars Løkke Rasmussen i sin nye lydbog, 'Befrielsens pris', der udkommer i morgen, 8. maj.

B.T. er i besiddelse af lydbogen og kan derfor inden udgivelsen berette om dens indhold.

I lydbogen fortæller Lars Løkke Rasmussen, at han selv måtte 'øve' sig på tanken om, at han skulle være minister i en regering ledet af selvsamme Mette Frederiksen, som han kritiserede for at være magtfuldkommen under coronakrisen.

»Jeg blev ikke klappet ind i mit nye regeringskontor af min hustru. Snarere tværtimod,« fortæller Løkke således i lydbogen og tilføjer:

»Hun kiggede misbilligende på mig, når jeg forlod min lejlighed i de her intense dage, hvor det var ved at falde på plads. For hun synes ikke, at Mette Frederiksen skulle være statsminister igen.«

Sólrun Løkke Rasmussens protest manifesterede sig blandt andet i, at hun låste sin mand ude af lejligheden. 

»Jeg kan huske, at da jeg kom hjem en meget, meget sen nattetime – det var vel nærmest en morgentime – og bevægede mig op på tredje sal og låste døren op, så kunne jeg ikke åbne den. Den bandt ligesom. Jeg tænkte, 'hvad sker der her?',« fortæller Lars Løkke Rasmussen.

Det tog lidt tid, før det gik op for Løkke, at hans hustru bogstaveligt talt havde sat ham stolen for døren.

»Det gik op for mig, at der var sat en stol under døren, og at døren var blokeret. Jeg fik så møvet mig ind og fik vækket Sólrun. Jeg kan huske, at jeg spurgte hende, hvorfor hun havde blokeret døren. Hun svarede, at det var fordi, at låsesmeden først kunne komme i morgen.«

Lars Løkke Rasmussen fortæller i lydbogen, at han opfattede Sólruns protest som 'et rimeligt kærligt ment signal' om, at han skulle tænke over, hvad han havde gang i.

Selv vurderer den erfarne politiker, der i dag bestrider stillingen som udenrigsminister, at hans hustru langtfra var alene om at være imod, at han indgik et regeringssamarbejde med Mette Frederiksen.

»Der tror jeg, at hun repræsenterer rigtig mange omkring mit gamle parti og også omkring mig selv, som kunne se værdien i at få brudt op i blokkene, men som også synes, at det ikke lige skulle være på den måde der,« fortæller Løkke i lydbogen.

'Befrielsens pris' er fortalt til journalist og forfatter Kirsten Jacobsen. Dog er det kun Løkke, som man hører fortælle i lydbogen.

Den udkommer på Politikens Forlag som en såkaldt 'podbook' – en blanding mellem en podcast og en lydbog – med en varighed på 181 minutter.

Politikens Forlag beskriver lydbogen som 'en skarp, humoristisk og bevægende fortælling om modstand og modstandsdygtighed, om politiske og personlige prøvelser i en polariseret verden og om at blive ved med at se fremad'.

Lars Løkke Rasmussen har tidligere udgivet flere andre bøger. Senest 'Befrielsens øjeblik', der også blev til i samarbejde med Kirsten Jacobsen.

I denne bog, der udkom som et lyn fra en klar himmel under valgkampen i 2019, annoncerede Løkke, der dengang var formand for Venstre, sit ønske om at indgå et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.