Først tager du Jeff Bezos og hans hustru Lauren Sánches. Dem rører du sammen med den ikoniske New York-restaurant Balthazar, tilsætter en knivspids rotte og fem hvide mus, før du til sidst garnerer med en notorisk åbenmundet restauratør. 

Det er formentlig ikke en opskrift, du finder i 'Frøken Jensens Kogebog', men resultatet bliver nu alligevel en ganske spicy sag. 

Keith McNally, det er navnet på manden bag Balthazar, som frekventeres af verdens største kendisser, har aldrig været bange for at sige sin mening om alt og alle. 

I 2022 kaldte han tv-vært James Corden for den værste gæst, han nogensinde havde haft, og sidste år fik Beyonce med grovfilen for at spille en koncert i Dubai, hvor homoseksualitet er ulovligt.

»Beyoncé kommer ofte på Balthazar til middag. Næste gang hun kommer, vil jeg give hende et bord ved siden af køkkenet,« skrev han i et opslag på Instagram, som han dog senere endte med at slette.

Med andre ord var det ikke et særsyn, da McNally 16. april delte en række billeder af Jeff Bezos og hans kone Lauren Sánches. Billederne blev tilsat en bidsk tekst, der lød:

»Er der også andre, som finder Jeff Bezos' nye kone - Lauren Sánches ' - for komplet afskyelig. Sikke et grimt og selvglad par de udgør. Er det, hvad det gør ved folk at have 1000 milliarder dollars?« skrev han ifølge Page Six.

Det fik flere til at kritisere ham - blandt andet skuespiller og model Chrissy Teigen - og måske indså McNally, at han var gået for langt, for senere blev opslaget redigeret, så det lød:

»Sikke et bizart udseende par. Er det, hvad det gør ved folk at have 1000 milliarder dollars?«

Tre dage efter dette opslag sad Michelle Manning Barish - et kendt navn i New Yorks finere kredse - på Balthazar, og da hun kiggede ned, fik hun sig lidt af overraskelse.

»Rotter i Balthazars restaurant i aften... jeg kan ikke forestille mig, hvordan køkkenet er. Komplet afskyeligt,« skrev hun til den video, hun delte på Instagram, hvor det, der ligner en rotte, rigtig nok kan ses løbe henover gulvet, mens personalet ivrigt forsøger at få fingre i den.

Hendes tekst kan dårligt tolkes som andet end en reference til McNallys tekst om Bezos og Sanchés. Men ifølge restauratøren er videoen ikke så tilfældig endda.

»En kvinde ved navn Michelle Manning Barish så ud til at vide, hvad der ville ske, for hun stod mistænkeligt tæt på, klar med sin iPhone til at tage billeder. Hun lagde straks et af billederne på Instagram og sendte mig en privat besked med et billede af en hvid mus,« forklarer han til Page Six.

Ifølge ham var det ikke blot én, men fem hvide mus, der blev sluppet løs i restauranten. Det er på trods af, at det dyr, der kan ses i videoen, er brun.

»En mistænkelig mand på omkring 40 år kom i går ved 20.30-tiden og sad nervøst i Balthazars bar. Efter at have betalt for en drink gik han pludselig meget hurtigt og efterlod en taske, der var vendt på hovedet, som fem hvide tamme mus løb ud af,« siger McNally.

En af restaurantens bartendere løb efter manden, men lykkedes ikke med at fange ham. Mere held var der med de fem mus, som hurtigt var indfanget, fortæller instruktøren. 

Og hvad så med Lauren Sanchés, som ufrivilligt er blevet 'hovedperson' i denne sag? Ja, hun har ikke direkte kommenteret på McNallys opslag, men på sine egne sociale medier delte hun et citat fra modedesigner Rachel Zoe.

»Gå forrest med venlighed, hep på dem, du elsker. Ønsk alle det bedste.«