En 77-årig mand er fortsat i kritisk tilstand, efter han onsdag aften blev påkørt i et fodgængerfelt i Klinkby i det nordlige Vestjylland. 

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til B.T. 

»Det er en tragisk sag,« fortæller vagtchef Ole Vanghøj. 

Det alvorlige færdselsuheld skete, da den 77-årige mand var på vej over et fodgængerfelt.

»En kvindelig bilist kom kørende og overså simpelthen manden,« fortæller vagtchefen. 

»Det er den klassiske, at man ikke kører bil, når man kører kører bil. Havde man koncentreret sig om at køre bil, kunne det måske have været undgået,« understreger vagtchefen.

Den 77-årige mand blev efterfølgende fløjet med lægehelikopter til Skejby, og de pårørende er underrettet.

Politiet afventer fortsat bilinspektørrapporten, som skal afklare de nærmere omstændigheder omkring hændelsen. 

»Om det giver grund til et efterspil, og om kvinden bliver sigtet, er endnu uvis,« fortæller vagtchefen.