»Jeg skylder mine trofaste følgere en undskyldning.«

Så klar er reaktionen fra realitystjernen Geggo, efter det er kommet frem, at tandblegningsproduktet SmileBright indeholder skadelige – og ulovlige – mængder brintoverilte.

'Familien fra Bryggen'-stjernen har nemlig reklameret for produktet, og hun er ikke den eneste. Store navne som Peter Falktoft og bagedystvinderen Annemette Voss har også fået penge for at anbefale produktet, og alle tager de nu afstand fra SmileBright.

Peter Falktoft skriver i en mail til DR, at han har kontaktet SmileBright for at blive fjernet fra deres reklamer, og Voss advarer nu mod produktet på sin Instagram-profil. Geggo føler sig ført bag lyset og vil aldrig reklamere for dem igen, siger hun til B.T.

Geggo testede SmileBright, inden hun anbefalede sine mange følgere på Instagram at købe det. (Screendump fra Instagram)
Geggo testede SmileBright, inden hun anbefalede sine mange følgere på Instagram at købe det. (Screendump fra Instagram)
Vis mere

»Da det kom frem, at der kunne være tale om skadeligt indhold, kontaktede jeg SmileBright, som forsikrede mig om, at det var løgn, og at de overholder dansk lovgivning. De sagde, at de ville få en tandlæge til at udtale sig, og at de ville snakke med pressen,« siger hun.

»Men da jeg fandt ud af, at de ikke kan eller vil dokumentere noget som helst, har jeg slettet alle mine reklamer for dem på mine sociale medier og sagt, at de ikke må bruge mig længere i deres reklamer,« siger Geggo.

Det er programmet 'Kontant', som sendes på DR 1 onsdag aften, der har afsløret skadelige ingredienser i produktet. Det kan blandt andet forårsage ætsninger i tænderne, siger en ekspert til DR.

Sagen får Anna Thygesen, kommunikationsrådgiver og CEO i We Do Communication, til at rette en skarp kritik mod danske influencere.

»Jeg tror, at influencer-læsset kan vælte. Det er simpelthen for useriøst, det, der sker lige nu, og jeg tror, der bliver et før og efter SmileBright. Det er jo ikke bare private mennesker, der har en lille sidegeschæft. Nogle af de her influencere skovler penge ind på helt ukritisk at reklamere for alle mulige produkter,« siger hun.

»Det er jo ikke engang en undskyldning, at de er dumme, for de griner hele vejen ned til banken,« lyder opsangen fra Anna Thygesen.

Geggo kan følge kritikken langt hen ad vejen, men understreger, at hun selv ikke reklamerer helt ukritisk for alt muligt.

»Hun har helt sikkert ret. Det er generelt for nemt at smide produkt og penge efter influencere, som ikke tester produktet. Men vi er nogle, der tester. Det er ikke o.k. over for kunderne at lade være,« siger hun.

Sådan så en af Peter Falktofts reklamer for SmileBright ud. (Foto: Instagram)
Sådan så en af Peter Falktofts reklamer for SmileBright ud. (Foto: Instagram)
Vis mere

Også i tilfældet med SmileBright testede hun produktet på sig selv, inden hun anbefalede sine 546.000 følgere på Instagram at købe det.

»Det virkede. Jeg fik helt hvide tænder, og der var ingen gener. Effekten var midlertidig, men det var jeg også blevet gjort opmærksom på, så det gjorde intet,« siger hun.

»Til gengæld gør det noget, at de har gjort mig til en løgner over for mine følgere, når jeg sagde, at der ikke er nogen risiko forbundet med at bruge det. Så det er klart, at jeg aldrig kommer til at arbejde sammen med dem igen,« siger Geggo.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Peter Falktoft i forbindelse med denne artikel. SmileBright siger til DR, at de ikke vil udtale sig om sagen.