Fra onsdag bliver det muligt at stille et spørgsmål ud i stuen og få svar af en robotstemme. Stemmen er Google Home Assistent, som bliver den første stemmeassistent, der forstår og taler dansk.

»Det er ret normalt med sådan en assistent i USA nu, og det bliver det ganske givet også i Danmark.«

Sådan lyder vurderingen fra Christiane Vejlø, digital trendanalytiker hos Elektronista Media.

Google Home er et stemmestyret system, som kan kobles op til det meste af dit hjem.

Foto: Kasper Riising
Vis mere

Du taler til en højtaler og starter med ’hey Google’, hvorefter du blandt andet kan få assistenten til at tænde lyset, give dig opskrifter, løse regnestykker, svare på spørgsmål, starte musik og give dig dagens vejrudsigt.

»I år vil det nok mest være en julegaveidé. I første omgang vil Google Home assistant være en gimmick, man får til at tænde musikken og viser til gæsterne. Men i takt med, at den kan flere ting, vil den overtage funktioner i mange danske hjem,« mener Christiane Vejlø.

Det vil især være skærme og andre apparater, der bliver påvirket af den personlige assistent.

I stedet for at trykke på skærme eller knapper, bliver det i stigende grad normalt at bede assistenten om at udføre handlingen for os, vurderer hun.

Google Home Mini.
Google Home Mini. Foto: Presse
Vis mere

Google er den første hjemmeassistent, der kan dansk. Dermed overhaler den Amazons populære assistent Alexa i Danmark. Men der går ikke længe, før Google vil få konkurrence på det danske marked.

»Det er det, der vil drive det her frem i Danmark. Der kommer en konkurrence, hvor alle kommer med deres egen assistent. Både Apple, Ikea og Amazon har også assistenter, og dem vil vi også se i Danmark,« siger Christiane Vejlø.

Én ting kan dog blive en barriere for de stemmestyrede assistenter i Danmark: skeptiske danskere.

»Vi danskere har generelt mistillid til den her slags teknologi. Hvad er det, der bliver registreret om os? Hvem lytter med? Der er nogen, der vil mene, det her er lidt for uhyggeligt, og jeg forventer, at der på sigt vil opstå en debat omkring sikkerheden i det her,« siger Christiane Vejlø.