FC Barcelona bekræfter rygterne, en af verdensbedste fodboldspiller Neymar har sagt sin kontrakt op. Prisen for ham bliver omkring 1,6 milliarder kroner for at udløse frikøbsklausulen. Verdensdyreste spiller.

Endelig nærmer der sig en afklaring på sommerens største og mest berygtede transfersaga. FC Barcelona meldte i går ud, at man er klar til at lade superstjernen Neymar forlade klubben. Det kræver dog, at hans frikøbsklausul på svimlende 222 millioner euro svarende til 1,6 milliarder kroner bliver udløst. En transfersum, der med længder vil gøre ham til den dyreste fodboldspiller nogensinde. Den nuværende rekordholder, franske Paul Pogba, blev sidste sæson handlet for 780 millioner kroner.

Alles øjne er nu på Paris Saint-Germain, der er i ugevis har været kædet sammen med Neymar. Eneste forhindring synes at være, om et eventuelt køb bryder med reglerne om Financial Fairplay. Det spanske fodboldforbund slår fast, at de vil gribe ind, hvis handlen går igennem. Men hverken trusler om bøder eller udelukkelse synes at skræmme franskmændene, der ser Neymar som nøglen til at vinde Champions League, rigmandsklubbens helt stor mål.

FC Barcelona har angiveligt til det sidste forsøgt at forhindre handlen i at blive en realitet, men da Neymar til sidst kun kunne sige ’Oui’, måtte de give efter:

»Spilleren Neymar Jr, ledsaget af sin far og agent, har denne morgen på et møde i klubbens kontorer informeret FC Barcelona om sin beslutning om at forlade klubben,« skriver FC Barcelona på sin hjemmeside.

Men hvis Paris Saint-Germain køber Neymar, kan han så tjene sin værdi ind igen, og fører han holdet til Champions League trofæet? Her er eksperternes bud.

Økonomiske fordele:

»Det er slet ikke et spørgsmål om økonomiske fordele. Dem der ejer Paris Saint-Germain er staten Qatar igennem investeringsfonde. Det handler om Qatars ambitioner om at stå med Champions League trofæet i hænderne. Det er det, der driver det hele. For dig og mig er det et absurd beløb, men for dem er det småpenge - en dråbe i havet. Men der hvor Neymar tjener pengene hjem, det er ved at tage det sidste step up og vinder Champions League. De vil trække flere sponsorer til sig. Manchester United får omkring 75 millioner pund for deres Adidas aftale. Men Paris’ aftale med Nike er langt lavere,« siger Jesper Jørgensen, der er COO i Deloitte Danmark og sportsøkonom.

»Hvis Neymar kan løfte det sportslige op på et højere niveau, kan han også løfte det økonomiske. Stjernespillerne har en stærk global appel, der vil komme øget billetsalg, mere salg af merchandise, større interesse for content på diverse platforme og mere appel til sponsorer. De bedste spillere i verden de flytter kunder og markedsandele. Neymar er meget stærkt brand, og er dygtig til at stille sig selv til rådighed. Spillerne er en vigtig del i forretningsmodellen og får klubben i toppen. Det har man også set i Manchester City,« siger Kenneth Cortsen, sportsøkonom fra UCN og AU.

Økonomiske ulemper:

»Det er altid en ulempe, hvis vedkommende ikke præsterer eller bliver skadet. Der er risici forbundet med det her køb. Der vil pilen pege tilbage på klubben, især hvis Neymar ikke præsterer sportsligt. Det er en problemstilling for klubben, hvis han ikke præsterer, fordi de har bygget så meget op omkring en bestemt spiller og giver ham en høj plads i hierarkiet. Hvis du kigger på historien, indenfor det her, er der nogle af dem, der dengang var verdens dyreste, der ikke fik deres gennembrud og ikke blev kommercielle reklamesøjler,« siger Kenneth Cortsen, sportsøkonom fra UCN og AU.

»Set for Paris Saint-Germain er der ingen ulemper, 1,6 milliarder er en dråbe i havet for dem. Det er kalkuleret med bøder, og hvis de skal sælge spillere. Det beløb betaler de med et smil på læben. Selvom de laver en femårig kontrakt med Neymar, så får de glæde af ham 10 år. Men er det sundt for fransk fodbold og europæisk fodbold, at der er så mange penge i det? Der er ingen mennesker, der er de penge værd, men der er mange, der er villige til at betale for dem,« siger Jesper Jørgensen, der er COO i Deloitte Danmark og sportsøkonom.

Sportslige fordele:

»Det, de får, er en super fodboldspiller. Det er klart, at Neymar igennem årene har vist, at han er på et utroligt højt niveau. Han har vundet alt, hvad man kan vinde på klubniveau. Han er en af verdens bedste fodboldspillere. Man får kvalitet i truppen med det samme. Det er et scoop for Paris Saint-Germain og viser, at de er i stand til at købe kronprinsen til Paris, og på sigt kan de trække flere gode spillere til. Hvis en spiller som Neymar vil skifte til Paris Saint-Germain, så giver det klubben et større kvalitetsstempel på forhånd « siger Niels Christian Frederiksen, fodboldkommentator hos TV3 Sport.

»Jeg tror, de kan vinde Champions League, de har været blandt de bedste i flere sæsoner. Der er stadig mange gode hold, der også gerne vil vinde, som Real Madrid og FC Barcelona, men de står meget bedre rustet. Jeg tænker, det er Champions League, som de har i tankerne. Hvis man har købt en mand som Neymar, så er det med til at bringe Champions League projektet i den rigtige retning. Jeg ser det som et politisk statement fra Paris Saint-Germain: Vi vil vinde Champions League,« siger Niels Christian Frederiksen, fodboldkommentator hos TV3 Sport.

Sportslige ulemper:

»De kunne godt nok få meget kvalitet for de milliarder. Det er klart, at man kan finde tre til fire gode spillere, der ville forstærke holdet mere. Jeg havde ikke givet 1,6 milliarder for ham, fordi det er et kæmpe sats, når man binder milliarder i to ben. Der er mange hvis’er i denne her investering. Hvad hvis han bliver skadet? Derudover lukker man også mulighederne for at handle ind andre steder, det tillader UEFA nok ikke. Der er ikke mange flere penge i kassen, der er måske også andre steder, man vil forstærke.
Jeg mener ikke, han er de penge værd, selvom han har fine kvaliteter,« siger Niels Christian Frederiksen, fodboldkommentator hos TV3 Sport.

»Det er utrolig mange penge at bruge på en spiller, og en spiller vi ikke ved om kan bære et hold selv. I FC Barcelona har han stået i skyggen af Lionel Messi. Med købet af Neymar laver man også om i hierarkiet i Paris Saint-Germain, han skal jo være kaptajnen. Det kan blive et problem i dynamikken. Vi ved heller ikke om, han kan finde sig til rette i fransk fodbold, det er meget anderledes end spansk,« siger Niels Christian Frederiksen, fodboldkommentator hos TV3 Sport.