Efter succesen i Holland er EM-kvinderne kommet tilbage til den hverdag, der ikke kun handler om fodbold.
Danmarks landshold var i seks uger fuldkommen fokuseret på fodbold. Først til træningslejr, og derefter under EM, hvor alle kvindernes øjne skiftevis var på fodbolden og på trofæet.
I Danmark blev de mødt af tusindvis af danskere, som hyldede dem for deres præstation, da de kom hjem igen. Men selv om man er det andet bedste landshold i Europa og pludseligt er blevet et kendt ansigt, har de nu i stedet travlt med at smørre madpakker, gå til forelæsninger på studiet, stemple ind på arbejdet og ved siden af træne med deres klubber. Med andre ord er det tilbage til hverdagen.
Stina Lykke Petersen, målmand, KoldingQ
»Vi havde fået at vide, at vi skulle forvente noget stort, da vi kom hjem, men jeg tror ikke, man kan forberede sig på det. Det er første gang, vi har vundet sølv sammen med Danmark og ikke bare os alene. Det fandt vi ud af på Viborg Rådhus og på Rådhuspladsen, og da vi gik inde i Tivoli, stoppede alle midt i deres mad for at sige tillykke og give kram. Så følte man, Danmark havde vundet og ikke kun os.«
»Jeg har været hjemme i halvanden uge nu. Da jeg var i Kattegatcentret efter EM, kom folk over og sagde til lykke, og når jeg er i byen lægger folk mærke til én. Folk kan godt genkende mig, og nogen, som jeg ikke kender, kommer over og siger til lykke. Det er en vild ting, at alle kender én. Det er en del af det at vinde, men jeg har ikke behov for det. Jeg vil dog gerne give noget til alle dem, som har fulgt os, og alle de børn, der følger os. Hvis de vil have en autograf eller et billede, så skal de have det. Nu er det ikke kun herrespillerne, de behøver at kigge på. De har taget os til sig, og det synes jeg bare er fedt. Jeg vil gøre alt for at give noget igen.«
Mental træthed
»Vi har været i en boble i Holland og havde 100 procent fokus på det. Vi var afsted i lang tid, så det blev en ny verden at være der. Da vi kom hjem, kulminerede det hele, og vi blev fejret helt vildt. Men nu skal jeg have styr på regningerne, der skal betales, handles ind, og snart begynder næste semester på fysioterapeut-studiet. Det kan være svært i starten, men det har været rart at komme tilbage til den verden. Man er mentalt træt, og det er jeg stadigvæk. Heldigvis har jeg et fantastisk netværk omkring mig, som hjælper mig. Man er jo priviligeret, når man har det.«
Noget andet end Kolding Q
»Jeg har glædet mig til at spille med mine holdkammerater igen. Det er noget helt andet end at stå foran 30.000, men jeg nyder at spille for Kolding og sammen med de tøser. Klubfodbold er ikke det samme som landsholdet i forhold til tilskuere og kapacitet. Det er i stedet ligaen, hvor man kender spillerne på de andre hold og har indbyrdes opgør.«
Mod på mere
»Mit drømmemål har i lang tid været EM, og jeg havde drømt om at stå i finalen. Det har jeg nået nu. Da jeg var en lille pige og spillede fodbold, gjorde jeg det, fordi det var sjovt. Det blev seriøst, da muligheden med landsholdet kom. I dag har jeg spillet for landsholdet, i Champions League og i udlandet. Jeg føler mig meget heldig med de ting, jeg allerede nu har opnået og oplevet. Det er jeg stolt over og glad for.«
»Men jeg har mod på meget mere. Næste mål er VM, jeg håber, vi er klar til kvalifikation. Jeg synes, vi er gode nok til det, og vi fortjener at komme til en slutrunde og måle os med verdens bedste. Så drømmer jeg om en udvidelse af familien på et tidspunkt, men hver ting til sin tid. Det er en drøm i fremtiden, men mit fokus er på fodbold.«
Stine Larsen, angriber, Brøndby IF
»At komme hjem til den rigtige hverdag var en omvæltning. I seks ugers tid havde jeg ikke en normal hverdag. Vi fik buffet før, og nogle ryddede op efter en - det eneste, man skulle tænke på, var fodbold. Nu er der studie for mit vedkommende, jeg skal tænke på, familie, kæreste, venner og lejlighed. Det har været meget anderledes at komme hjem, det er to verdener for sig. Det var en fantastisk rejse, som endte så godt. Jeg ville ønske hele oplevelsen varede længere, det var virkelig stort, fra vi spillede finalen, til vi kom hjem. Det var en super fed oplevelse, jeg aldrig glemmer.«
»Jeg fik lige ti dages tid væk fra fodbolden, men nu hvor vi gik så langt, så nåede min skole at begynde. Jeg havde to fridage, hvor jeg tog til Sverige med kæresten, og så var det tilbage på skolebænken. Jeg læser til civilingeniør i bygningsdesign på DTU på femte semester. Det har været lidt underligt egentlig, så sidder man bare der med opgaver. Jeg har kunnet mærke, at jeg skulle vænne mig til at komme tilbage, fuld fokus på skolen og smøre madpakke.«
Mere anerkendelse
»Det er klart, at der kommet mere anerkendelse efter sølvmedaljen, end der var inden. Men allerede inden var vi godt på vej, og folk støttede op omkring os. Uanset om det er kvinde- eller herrefodbold eller en anden lille sportsgren, kommer der anerkendelse, når man får vist, at man kan præstere på allerhøjeste hylde. Vi håber bare, det varer ved, og at støtten vil være der igen. Det har betydet meget for os.«
Nye pige i Brøndby
»Jeg var til min første træning i onsdags med holdet. Det bliver godt at komme i gang igen. Der er mange nye ansigter, så det var godt at møde dem og spille sammen med dem. Jeg glæder mig utrolig meget til kampen lørdag, de har været i gang i længere tid end jeg har, så jeg er lidt den nye pige. Der er kommet omkring syv nye ansigter efter vi har mistet en del af vores profiler, som er taget til udlandet for at prøve kræfter af med det. Så det er klart, at vi skal handle ind igen. Det bliver spændende med nye udfordringer i Brøndby, så det glæder jeg mig til.«
Det er det hele værd
»Et almindeligt ungdomsliv? Jeg tror, der er nogle unge, som vil synes, jeg har et kedeligt ungdomsliv. Jeg går i seng klokken ti og står tidligt op. Men det kommer an på, hvad man synes er kedeligt, og hvad man synes er sjovt. Det er klart, jeg ikke har en masse aftaler med veninder i kalenderen eller byture i weekenderne. Men jeg har en masse træning og ind i mellem aftaler med veninder.«
»Jeg har kampe i weekenden, som jeg synes er fede sammen med holdet, hvor vi har et utroligt godt fællesskab. Vi spiller en helt sæson og kan ende med at stå med pokalen og guldmedaljer om halsen. Det er fantastisk, og det er alle arbejdstimerne værd. Når jeg er på studiet, skiller jeg mig nok ud, men når jeg er til fodbold, så er vi ens.«
