B.T. satte vores fire politiske bloggere stævne i et supermarked for at møde veganeren Kenneth, der ønsker en kødafgift. Men det blev ikke til meget enighed mellem ham og Inger Støjberg (V).

Se, hvad der kom ud af det i videoen over artiklen og debatten, det affødte, efter mødet med Kenneth Bo, der slet ikke spiser animalske produkter.

Danmark udleder syvendemest CO2 i verden, og vi er det mest kødspisende folk i verden. Kød er en stor synder i CO2-udledningen.

Derfor mødtes B.T.s fire politiske bloggere Inger Støjberg (V), Morten Messerschmidt (DF), Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og Karsten Hønge (SF) til valgdebat med veganeren Kenneth Bo for at diskutere klimaafgift på kød i Føtex i Vanløse.

Men der var ikke meget enighed mellem veganeren og de fire politikere, som du kan se i videoen af mødet. Nedenfor kan du læse reaktionerne, da Kenneth Bo hev kød op af køledisken i Føtex og klagede over, hvor billigt det er.

Kenneth Bo (veganer): Indfør afgift på kød
»Her kan man få sådan en gang hakket oksekød til 24,50, og det synes jeg ikke er meget. Vi snakker et halvt kilo. En nem måde at gøre noget ved klimaet på er jo at bruge et politisk værktøj som en afgift.«

Det kan f.eks være 17 kroner pr. kilo oksekød, som partiet Alternativet har foreslået, fremførte Kenneth Bo foran de fire politikere, men der var ikke meget begejstring at spore.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S): Nej tak til afgift på kød
»Jeg synes, det er en utrolig dårlig ide. Jeg er socialordfører til daglig, og jeg arbejder det meste af min vågne tid med folk, der har alle mulige problemer – herunder at de har rigtig få penge, og derfor bryder jeg mig ikke om afgiftsredskabet.«

S-politikeren mener, man i stedet skal se på en lang række andre redskaber – som for eksempel CO2-reduktion i forhold til det foder, som kvæg får.

Inger Støjberg (V): Nej tak til afgift på kød
»Jeg kommer ikke til at ændre mine vaner. Jeg elsker kød for at være helt ærlig. Og det med, at man spiser en hakkebøf mindre om ugen, det er simpelthen ikke det, der redder klimaet,« sagde hun til veganeren Kenneth Bo, mens hun kærligt tog en pakke hakket oksekød op af køledisken.

Inger Støjberg peger i stedet på, at man skal løse problemet med CO2-udledning ved kødproduktion via forskning.

Karsten Hønge (SF): Nej tak nu, men måske en dag
»Jeg synes ikke, vi skal afvise, at vi på længere sigt kigger på, hvordan vi kan være med til at påvirke forbruget, men her og nu kan man ikke bare indføre en afgift, fordi kød er så forskelligt, og vi skal have klarlagt, hvilke typer kød der belaster klimaet mest.«

Veganeren Kenneth Bo vil gerne have indført en afgift på kød.
Veganeren Kenneth Bo vil gerne have indført en afgift på kød.
Vis mere

SF-ordføreren mener også, man skal se på, om man via forskning i nye typer af fødevarer og teknologier kan gøre det mere klimavenligt, før man kigger på afgifter, men han vil ikke afvise, at SF på et tidspunkt vil indføre en kødafgift.

Morten Messerschmidt (DF): Nej tak til afgift på kød
»Der er vel meget stor forskel på, om man taler okse, gris eller fjerkræ. Så det der med bare at sige, som Alternativet gør, at protein det er skidt, hvis det er noget, der har været i live engang, og derfor skal det pålægges en afgift. Det rammer jo fuldstændig skævt.«

Morten Messerschmidt er nervøs for, at man bare køber billigere importeret kød fra for eksempel Østeuropa, hvis man lægger afgifter på kød.

B.T.s politiske bloggere er i Føtex i Vanløse for at diskutere kødafgift med veganeren Kenneth Bo.
B.T.s politiske bloggere er i Føtex i Vanløse for at diskutere kødafgift med veganeren Kenneth Bo.
Vis mere

Kød er for billigt, mener veganeren Kenneth Bo.
Kød er for billigt, mener veganeren Kenneth Bo.
Vis mere