B.T. tager hver uge temperaturen på de kendtes indkøbsvaner.

I denne uge SF formand Pia Olsen Dyhr, som kan blive nærmest lykkelig over én helt særlig madvare og undgår visse supermarkeder, som virkelig irriterer hende.

Til hverdag handler jeg altid i …

»Det er tit Netto, men det kan også være i Spar eller Meny, eller hvad der nu er. For jeg handler tit på vej hjem fra arbejde, så jeg tager det, der er mest praktisk.«

»Men jeg har nogle, som jeg elsker mere end andre, fordi jeg ved, hvor varerne er. Jeg foretrækker faktisk, at jeg kan gå gennem supermarkedet uden, at jeg behøver tænke. Bare gøre som jeg plejer.«

»Jeg er jo flyttet for nylig, så i starten var jeg næsten helt frustreret, for jeg var vant til at gå i den lokale Irma, hvor jeg bare vidste hvor ALT var.«

»Nu er jeg flyttet et sted hen, hvor alt er nyt, så derfor bliver det tit Netto, for den har jeg været i flest gange, så der ved jeg efterhånden, hvor ting er.«

»Helt banalt er jeg et ekstremt vanedyr, så der er nogle bestemte ting, jeg altid skal købe, og så skal de bare være der. Jeg gider ikke gå i otte butikker.«

Hver uge handler jeg for cirka …

»Det aner jeg ikke. Og det er et ærligt svar, for nogle uger er vi fem-seks stykker og andre kun mig og min mand, og i de uger tror jeg, at vi handler for under 500 kroner om ugen. For så lever vi af rugbrød og spiser varm mad på arbejdet.«

»De andre uger køber den ene datter noget, mens den andens kæreste er kok, og så kan det godt lige pludselig blive meget dyrt. Den yngste på 17 er på efterskole lige nu, og så er der Rebecca på 22 og Andrea på 24. Så det svinger efter, om de er hjemme eller ej.«

Arkivfoto af Pia Olsen Dyhr og datteren Laura, som i dag er 17 og går på efterskole.
Arkivfoto af Pia Olsen Dyhr og datteren Laura, som i dag er 17 og går på efterskole. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Vis mere

I mit køleskab finder du altid …

»Du finder altid økologisk smør, oliven og humus. Og kartofler.«

»Jeg kan ikke leve uden smør, og vi har også altid æg, for jeg kan vældig godt lide at spise morgenmad med æg, som jeg gerne vil stege i smør. To spejlæg i smør med lidt bønner og avocado til. Uhm.«

Når jeg går i supermarkedet, impulsshopper jeg næsten altid …

»Jeg laver jo indkøbssedler, og det er mest fordi, jeg ikke kan rumme det i min hjerne, når jeg står dernede.«

»Så jeg skriver alt ned, og så deler jeg listen med min mand, så hvis en af os kommer i supermarkedet, husker vi de basale ting, vi mangler.«

»Så jeg impulsshopper ikke så meget, men jeg kommer altid til at købe for meget ost. ‘Man behøver altså ikke have otte forskellige oste’, siger min mand. Men ‘arj, den ser også godt ud’ eller ‘det er længe siden, vi har spist den’ tænker jeg, og så kommer jeg til at købe det.«

»Så det er tit ost. Om det er specielt fornuftigt i forhold til slik, kommer vist an på, hvor meget ost man spiser.«

Jeg kunne aldrig drømme om at bruge penge på …

»Foie gras. For det første synes jeg, at det smager rigtig dårligt, og for det andet er der dyrevelfærden.«

»Jeg køber heller aldrig turbokyllinger og sådan noget. Der skal være noget dyrevelfærd i de kødprodukter, vi spiser. Og det interessante er, at man også kan smage forskel.«

»Æg køber vi for eksempel altid, når vi er i sommerhuset, fordi vores naboer har fritgående økologiske høns, og farven på blommen er mere orange, end på de økologiske æg, man kan købe i supermarkedet.«

Dyrevelfærd står højt på Pia Olsen Dyhrs prioriteringsliste. Derfor kunne hun ikke drømme om at købe turbokyllinger.
Dyrevelfærd står højt på Pia Olsen Dyhrs prioriteringsliste. Derfor kunne hun ikke drømme om at købe turbokyllinger. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Mit forhold til tilbudsvarer er …

»Min mor, som er pensionist, er sådan en tilbudsjæger og skriver altid til mig: ‘ved du godt, at den og den butik har det og det på tilbud?’

»Og det er virkelig sødt af dig mor, men tanken om at skulle tage i tre butikker for at spare? Jeg ville ønske, at jeg gjorde det, men jeg kan simpelthen ikke passe det ind i min hverdag.«

»Jeg kan rigtig godt lide tilbud. Jeg har for eksempel lige købt fire glas mayonnaise, fordi de var på tilbud og er typen der, hvis mit yndlings toiletpapir er på tilbud, kan købe fem pakker.«

»Så jeg vil gerne købe på tilbud. Jeg kommer fra Vestegnen, og der vil man gerne spare penge. Men jeg nægter at køre efter tilbud.«

Mit favoritsupermarked er …

»Mit yndlings supermarked er Meny på Frederiksberg, og det er fordi, de har en kæmpe fiskeafdeling, hvor man altid kan få ret lækker frisk fisk.«

»Så hvis jeg skal købe ind til min lørdag eller nytårsaften eller noget, kører jeg forbi og køber skaldyr eller fisk, for jeg kan godt lide, at man kan se, at det er en frisk fisk, ikke bare en frossen.«

»Ellers er det Supermarco, som er et italiensk supermarked, der ligger i nærheden af, hvor jeg bor. Der kan man også virkelig give den gas.«

Pia Olsen Dyhr til Mette Frederiksens bryllup sammen med sin mand Villy Dyhr.
Pia Olsen Dyhr til Mette Frederiksens bryllup sammen med sin mand Villy Dyhr. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Til gengæld sætter jeg aldrig mine ben i …

»Jeg er faktisk ikke så god til at gå i Aldi og Lidl, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er mest fordi, at der er så mange papkasser. Og det forvirrer mig.«

»For jeg er typen, der vil vide, hvor tingene er, og jeg gider ikke stå og rode i kasser for at finde dem.«

»Det er egentlig ikke, fordi jeg har noget imod dem. Men når det bliver så meget discount, er det irriterende.«

Det putter jeg i indkøbskurven, hvis det skal være ekstra lækkert …

»Meget gerne skaldyr. Jeg elsker blåmuslinger, men på denne årstid kunne det også være nye kartofler. Det er en himmelsk ret med en lille klat smør til. Eller nye asparges.«

»Jeg fik asparges til Claus Jensens (forbundsformand for Dansk Metal, red.) 60-års fødselsdag forleden og jeg var nærmest lykkelig indeni.«

Det putter jeg i indkøbskurven, når det skal gå virkelig stærkt …

»Så kan det godt være butter chicken. I Netto har de det på glas, hvor man bare skal varme det.«

»Eller måske nogle frikadeller. I nogle supermarkeder kan man købe sådan nogle gammeldags hjemmelavede, som bare skal varmes på panden og så koge et par kartofler til. Så er man lykkelig.«

Hvis jeg skulle preppe, ville jeg fylde skabet op med …

»Vand. Helt almindeligt vand. Og jeg vil gerne indrømme, at jeg har sagt til min mand, at jeg synes, at han skal købe en 50 liters dunk, som vi kan have stående i vores sommerhus, og fylde med vand.«

»Hvis vi ikke får brug for det, kan vi altid bruge det til at vande planterne, hvis der er lidt tørke.«

»Jeg kan blive virkelig bekymret for, hvis nu der skulle ske noget, og vi ikke kan få adgang til rent vand. Så jeg har da gjort mig nogle tanker, og har også sagt til min mand, at han også godt må købe en radio på batterier, der faktisk kan tage FM.«

Fik du læst: