Urin-stank og beskidte toiletbrætter på skolerne får eleverne til at holde sig. Men nu sætter det årlige Masseeksperiment 2017 fokus på skoletoiletterne for at undgå, at elever skal holde sig hele skoledagen.

Toiletter, hvor der er tis på brættet, og papir, der ikke lige har ramt kummen eller skraldespanden, er hverken indbydende for voksne eller for børn. Og ulækre toiletter får elever til at holde sig fra toiletterne, mens de er i skole.

Derfor sætter naturvidenskabsfestivalen Masseeksperimentet 2017 med hjælp fra de danske skoler i år fokus på, hvordan elever bruger skoletoiletterne. For hvis man holder sig for længe, kan det føre til, at man tisser i bukserne.

Søren Rittig, der er professor på børneafdelingen på Skejby Sygehus, og en del af Masseeksperimentet 2017, fortæller, at projektet på skolerne er helt unikt, fordi så mange børn fra hele landet deltager. Undersøgelsen skal være med til at hjælpe forskerne med at finde ud af, om de klamme skoletoiletter kan være skyld i børns inkontinens.

»Det handler om at se, om der er en sammenhæng mellem dårlige skoletoiletter, og hvordan blæren og tarmen fungerer. Vi har en mistanke om, at mange børn holder sig på skolerne,« siger Søren Rittig.

I værste fald, kan det manglende toiletbesøg betyde, at børnene der holder sig for længe kommer til at tisse i bukserne, hvilket kan være enormt pinligt for barnet, fordi de kan opleve at andre børn holder sig væk fra dem.

På skolerne bliver der undervist i, hvordan man vasker hænder, hvordan man rammer rigtigt i toilettet, og hvordan man udvikler papir, der kan klare at blive skyllet ud i toilettet.

I alt er over 35.000 børn med i det landsdækkende projekt, og i løbet af uge 39 skal eleverne samle data sammen og hjælpe med undersøgelsen. Undersøgelsen er støttet af Industriens Fond og er samarbejdspartner med Aarhus Universitetshospital.

4.klasse i Kokkedal tager toilet-tjansen

4.b på Kokkedal Skole er en af de klasser, der har taget toilet-tjansen. Og selvom det ikke lyder som et drømmejob at holde toiletvagt i frikvarteret, så synes klassen, at det er sjovt at undersøge andres toiletvaner.

Lort på brættet, papir på gulvet og bussemænd tørret af på væggen. Toiletterne kan være rigtig ulækre på skolen, fortæller 4.b på Kokkedal skole. Så meget at nogle til tider holder sig helt væk fra toiletbåsene.

Kokkedal 4.b fra venstre Jazzea, Sofie, Kristian, Nora, Benjamin, Nova og Aminah.
Kokkedal 4.b fra venstre Jazzea, Sofie, Kristian, Nora, Benjamin, Nova og Aminah.
Vis mere

»Jeg så engang, at der var lort på væggen, henne på de gamle toiletter,« siger Aminah på 9 år fra 4.b.

Kristian fra 9.b fortæller også, at han nemt kan finde mig et ulækkert toilet, hvis jeg gerne vil se et. Det tager ham to minutter og otte toilettjek, før han har fundet en bussemand, der er splattet op på væggen på et af skoletoiletterne.

I eksperimentet skal elever sammen indsamle data fra alle de toiletbesøg, der sker i frikvartererne. Her skal de blandt andet tage tid på, hvor længe eleverne er på toilettet og tjekke, om der bliver vasket hænder efter eleverne har besørget.

Og efter toiletdøren bliver lukket og låst, bliver der talt sekunder for at vide, hvor længe det tager. Det er nemlig en del af undersøgelsen.

Sofie fra 4.b står og indtaster alle informationerne på en iPad, der er indstillet til formålet. Her skal der tastes ind, om det er en dreng eller pige, og hvor mange de går ind på toilettet sammen, og hvor lang tid det tager, og til sidst hvor lækkert den besøgende synes, at der var på toilettet.

»Jeg synes, det er ret sjovt, at tælle sammen, om folk vasker hænder,« siger Sofie på 9 år fra 4.b.

Hvert frikvarter er der et hold på fire til fem fra 4. klasserne på Kokkedal Skolen, der passer toilet-tjansen og står for dataindsamlingen. Skolelærer Laura Teintholt Finne synes også, at det er en god måde, at involvere eleverne i naturvidenskaben.

»De synes jo, at det er sjovt, og så håber jeg, de også lærer noget. Det er første gang, at jeg er med i sådan et eksperiment,« siger Laura Teintholt Finne.

Kokkedal skolen har igennem hele uge 39 bevogtet toilettet i frikvartererne og registreret alle besøgene.