At bede om en kop kaffe eller spørge om vej på engelsk er ikke noget problem for danskerne. Tværtimod er vi bedre til engelsk sammenlignet med andre europæiske lande såsom Tyskland, Norge og Finland. Det viser en helt ny undersøgelse foretaget af EF, verdens største privatejet uddannelsesinstitution, der hvert år tester 80 landes engelskfærdigheder i den såkaldte EPI-test.

Danmark ligger på en tredjeplads med 69,93 point. Sverige ligger på en andenplads med 70,40 point, og Holland er på en førsteplads med 71,45 point.

»Engelsk er en forudsætning for, at vi som nation kan overleve. Vi relativt små lande er nødt til at være gode til engelsk for at kunne samarbejde med andre lande. Det er nøglen til, at vi fortsat kan have en høj levestandard,” siger administrerende direktør for EF i Danmark,« Niels Bo Daugaard.

Undersøgelsen peger på, at Skandinavien er ekstra dygtige til engelsk, fordi vi bliver undervist i engelsk fra en tidlig alder, og de danske universitetsuddannelser er på engelsk. Derudover rejser vi oftere og bliver udsat for engelsk på arbejdspladsen og i tv’et.

Der er derfor mange gode grunde til, hvorfor folkeskoleeleven skal lytte godt med i engelsktimerne.

»Det at kunne mestre engelsk i dag, det er ofte en forudsætning for at tilegne sig ny viden og nye kompetencer. At kommunikere skriftligt på engelsk er en ofte en nødvendighed for at komme ind på arbejdsmarked både i Danmark og udenfor,« siger Niels Bo Daugaard.

Saudi Arabien er det land, der har udviklet sig mest siden sidste år, de har scoret tre point højere denne gang. Mens Marokko er blev dårligere til engelsk, de har scoret 1,95 point lavere i år.

I alt har over en million mennesker i verdenen taget testen.