Mens Coop med Brugsen, Kvickly og 365discount har præsenteret et dundrende underskud, så har Salling Group, der driver Netto, Føtex og Bilka, netop fremlagt et regnskab, der viser et markant overskud. 

Og Salling Group er klar til at slå til, hvis Coop må lukke nogen af butikkerne, skriver Avisen.dk.

»Vi er opmærksomme og synes også, vi har kapitalen til at rykke, hvis den rette mulighed opstår. Hvis telefonen ringer, så tager vi den bestemt,« siger Anders Hagh, der er administrerende direktør hos Salling Group, til mediet. 

Mandag slog Anders Hagh over for B.T. fast, at han godt forstår, at Coop, der i 2023 havde driftsunderskud på minus 717 millioner kroner, har en 'kompliceret opgave'. 

»Det vigtige budskab fra os er, at vores fokus er på at få tilfredse kunder ind i vores butikker, og så må brikkerne hos Coop falde, som de nu en gang falder. Jeg har stor respekt for, at det er en kompliceret opgave - også for dem,« sagde Anders Hagh.

Hos Coop er det først og fremmest 365discount, der har haft et katastrofalt underskud.

På landsrådsmødet Coop holdt forrige weekend, slog Jeff Gravenhorst, der er bestyrelsesformand i Coop Danmark, da også fast, at der meget vel kan komme lukninger af nogen af 365discounts butikker. 

»Vi kommer til at gå butik for butik igennem. Noget kan være, at vi skifter format, og noget kan være vi skifter lokation, men der vil sikkert også komme lukninger,« sagde han til B.T.

B.T.s Niels Philip Kjeldsen og landets bedste eksperter giver konkrete, gratis råd til alle, der gerne vil træffe bedre økonomiske valg i deres liv. Vi er altid på jagt efter besparelser.

Hør B.T.s podcast 'Spar Kassen' her, hos Apple Podcast eller Spotify