Fredag aften har medlemmerne til Coops landrådsmøde stemt ja til, at halvdelen af Coop Danmark sælges til OK.

En beslutning, som sikrer en kapitaltilførsel på to milliarder kroner – og som redder Coop.

Det mener redaktionschef på B.T. Penge, Niels Philip Kjeldsen. 

»Det var et skæbnesvangert øjeblik for Coop, og alt tyder på, at landsrådet reelt har reddet Coop fra at ryge ud over afgrunden. Ud over at redde forretningen, så er det også en sikring af 40.000 arbejdspladser og omkring 1.000 supermarkeder,« forklarer han.

Beslutningen om at sælge halvdelen af Coop Danmark til OK var næsten enstemmig. 107 medlemmer stemte for, fem stemte imod, og to stemte blank.

Og det kan ikke undervurderes, hvor stor en aftale, der faktisk er tale om.

»Det har betydning på mange planer for rigtig mange mennesker i Coop, men det er også et meget stort og i virkeligheden historisk øjeblik i dansk dagligvarehandel. Større end lukningen af Irma. Hele fortællingen om Coop ændrer sig radikalt med den her beslutning,« forklarer Niels Philip Kjeldsen og slår fast:

»Det bliver et helt andet Coop, der kommer ud på den anden side af det her.«

Coop Danmark har været igennem nogle hårde år. I januar 2023 besluttede de, at Irma, SuperBrugsen og Kvickly skulle lukkes og i stedet samles under navnet Coop.

Især lukningen af Irma skabte palaver. 

Men fredag 12. april i år lød meldingen så, at Coop-butikkerne blev droppet. Dermed var SuperBrugsen og Kvickly – men ikke Irma – reddet.

B.T. er med til Coop Danmarks landsrådsmøde, og du kan følge livedækningen HER.

Hør mere om Coops problemer i denne særudgave af Spar Kassen.