Klokken 16.17 lørdag eftermiddag udsendte Tesla et tweet. Og igen tog bilgiganten omverdenen på sengen.

I beskeden skriver Tesla nemlig, at man sætter prisen op på den voldsomt populære Model Y i en række lande i Europa. Men først på fredag den 22. marts.

Samtidig opfordrer Tesla til, at man køber sin Model Y til den nuværende pris med det samme. Det tager blot to minutter, skriver bilgiganten altså på X.

Prisstigningen lyder på 2.000 euro, hvilket svarer til cirka 15.000 kroner, og danske forbrugere kan godt regne med, at Danmark er et af de lande, hvor den vil blive introduceret i næste uge.

Det forklarer forbrugerøkonom hos FDM, Ilyas Dogru.

Han konstaterer desuden, at det nu er anden gang på en måned, at Tesla lægger 15.000 kroner oven i prisen på Model Y, som sidste år var den med afstand mest populære bil i Danmark.

»Det er meget sjældent, hvis ikke første gang, at Tesla melder ud, at der kommer prisstigninger i Europa på forhånd,« siger Ilyas Dogru.

»Det plejer at foregå over night og ret pludseligt, så det er en overraskende melding,« tilføjer han.

At Tesla bryder med de gængse måder at sælge biler på, er han imidlertid ikke overrasket over.

»I Teslas tilfælde er intet normalt længere,« siger Ilyas Dogru med henvisning til, at firmaet har sænket og hævet priserne adskillige gange inden for de seneste par år.

Hvorfor i alverden melder de det ud på forhånd?

»Det kan selvfølgelig have noget at gøre med at påvirke efterspørgslen, men når de melder ud så tidligt, så tyder det på, at de vil have forbrugerne til at bestille i stedet for at vente,« siger Ilyas Dogru.

»Der er mange, som venter enten grundet opdaterede modeller eller muligheden for yderligere prisfald,« vurderer han.

Og det er altså de potentielle kunder, som Tesla nu vil have ud af busken og ind på hjemmesiden for at trykke på køb.

Han vurderer, at stigningen altså også kan skyldes meget høj efterspørgsel efter Model Y på tværs af Europa.

Men nu hvor Tesla snart har lagt 30.000 kroner oveni prisen på Model Y, som inden den nye stigning starter omkring 360.000 kroner, kan rivalernes modeller pludseligt begynde at se endnu mere attraktive ud, mener Ilyas Dogru.

»Tesla understreger med det her, at de er markedslederen, når det handler om definere priserne og styre prisniveauet, men med flere prisfald og stigninger siden ser konkurrenterne faktisk skarpe ud,« siger han.

»Det her er der ikke nogen konkurrenter, som ryster over, Tværtimod ser Volkswagen ID.4 og Skoda Enyaq nu mere konkurrencedygtige ud,« mener Ilyas Dogru.

I 2023 blev Tesla Model Y den suverænt mest solgte bil i Danmark nogensinde på et kalenderår, da der blev solgt i alt 17.955 udgaver af bilen. Det var næsten tre gange så mange som nummer to på årets salgsliste, Peugeot 208.