Brugte benzinbiler kommer til at stige i pris i den kommende tid, forudser analytiker.

Efter en længere periode, hvor priserne på brugte biler generelt har været faldende, har der indfundet sig en stabilitet på markedet i Danmark.

Det konstaterer Jan Lang, som er head of market insights hos Schibsted, der står bag brugtvognsplatformen Bilbasen.

Han beretter, at antallet af prisnedsættelser i de seneste fire uger har ligget 39 procent lavere, end det var tilfældet i de fire foregående uger.

Og nu ser Jan Lang tegn på, at en større gruppe af brugte benzinbiler nu faktisk kommer til at stige i pris i den kommende tid.

Det er de såkaldt nyere brugte biler på op til 48 måneder, som nu kan komme til at stige, forventer han.

»Vi har set et solidt salg af brugte benzinbiler i januar og februar, og samtidig er udbuddet faldet,« siger Jan Lang.

Han tilføjer, at salget af brugte biler i februar lå 8,1 procent højere end i samme måned i 2023.

Og det er ikke umiddelbart godt nyt for dem, der nu står og gerne vil købe.

»Når der bliver solgt så mange biler, som det er tilfældet i øjeblikket, og når udbuddet falder, og markedet fungerer sundt, så er det et tegn på, at prisen vil stige.«

»Så er der ingen grund til at sænke priserne for forhandlerne,« understreger Jan Lang.

Han forklarer, at han hver uge taler med mange forhandlere rundt omkring, og her er meldingen netop nu, at den negative stemning er afløst af optimisme.

»Det er lidt som med landmænd. Det skal gå godt, før de siger det. Og de siger lige nu, at det går godt,« griner Jan Lang.

Omfanget af det fald, som er sket i udbud, har været mærkbart. Jan Lang fortæller, at udbuddet på brugte benzinbiler på under fire år er faldet med godt 20 procent på det seneste halve år.

Forklar lige, hvorfor udbuddet på nyere brugte biler er faldet?

»De år, som de her nyere brugte biler er fra, altså 2021 og 2022, var relativt små for nybilsalget i forhold til de år, der var gået forud,« siger Jan Lang.

»Det er altså nogle små årgange, vi kigger ind i på brugtvognsmarkedet i år og næste år,« forklarer han.

Friske tal fra Bilbasen for aktiviteten i uge 11 viser, at antallet af prisnedsættelser på Bilbasen i den forgangne uge igen var på et stabilt lavt niveau.

I hvert fald i forhold til de sidste, hæsblæsende måneder af 2023 og begyndelsen af 2024.

I de seneste fire uger har antallet af prisnedsættelser ligget 39 procent lavere end i de foregående fire uger, beretter Jan Lang, som er head of market insights hos Schibsted, der står bag Bilbasen.

Jan Lang konstaterer videre, at der er tegn på, at en gruppe af de brugte benzinbiler nu kommer til at stige i pris i den kommende tid.