Den havde groet inde i den 33-årige igennem syv år.

Tyske læger har sidste tirsdag fjernet en gevækst på 10,2 kilogram fra en kvinde. Lederen af kirurgisk afdeling har ikke set noget lignende i sin karriere, der begyndte midt i 80'erne.

Det skriver tyske Bild.

I godt syv år har en 33-årig kvinde fra Düsseldorf-området båret rundt på en tumor, der er vokset i hendes mave. Svulsten har været godartet igennem årene og har været placeret på æggestokken, men pludselig begyndte gevæksten at gro med rekordfart. Pludselig var den på størrelse med et græskar og lægerne tænkte, at det var tid at gribe ind.

»Til sidst så patienten ud som om, at hun var højgravid med tvillinger,« fortæller gynækologen Vito Stancanelli, der er overlæge på Klinik for Gynækologi og Fødselshjælp på Marien-Hospital i Dússeldorf og forsætter:

»De sidste to til tre måneder havde hun stærke smerter og problemer med fordøjelsen.«

Den 33-årige kvinde lagde sig under kniven, hvor et hold specialister fjernede tumoren på halvanden time. Her blev de nødt til at lægge et meget stort snit i kvindens mave. På den måde kunne de minimere risikoen for, at tumoren gik i stykker er bristede på vejen ud. Kvinden har det godt efter indgrebet og er nu blevet sendt hjem.

Svulsten i sværvægterstørrelsen er ikke et hverdagssyn på det tyske hospital.

»Jeg har været læge siden 1985, men har aldrig set en tumor, der var så stor,« fortæller cheflægen på Marien-Hospital Ion-An­d­rei Mül­ler-Fu­no­gea.

I Danmark bliver 553 kvinder årligt diagnosticeret med kræft i æggestokken. Sygdommen rammer sjældent kvinder under 40 år, men er ifølge Kræftens Bekæmpelse mere typisk for kvinder, der har rundet 60 år.