Ulykken med broen i Baltimore, der tirsdag faldt sammen, kan ende med at koste forsikringsselskaber et tocifret milliardbeløb.

Det estimerer flere eksperter på det maritime forsikringsområde til Reuters

Helt op til fire milliarder kan det ende med at koste forsikringsselskaber – det svarer altså til 27,6 milliarder danske kroner. 

Ovenstående estimat kommer fra direktøren for globale forsikringsvurderinger hos kreditvurderingsselskabet Morningsstar DBRS, Marcos Alvarez. 

Ulykken tirsdag kan komme til at koste dyrt.
Ulykken tirsdag kan komme til at koste dyrt. Foto: Chip Somodevilla/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Alt afhængigt af, hvor lang tid blokaden varer, vurderer han, at forsikringsbeløbet vil ende op på mellem to og fire milliarder amerikanske dollar. 

Formanden for forsikringsmarkedet Lloyd's of London, Bruce Carnegie-Brown, mener, at »tragedien har kapacitet til at blive det største enkeltstående søforsikringstab nogensinde«.

Derudover ville Bruce Carneige-Brown blive meget overrasket, hvis begivenheden ikke resulterede i et tab på flere milliarder dollar. 

Det var tirsdag morgen, at et Mærsk-chartret skib sejlede ind i Francis Scott Key-broen i Baltimore. 

Sammenstødet fik broen til at kollapse, hvilket har blokeret sejlruter, og tvunget havnen i Baltimore til at lukke. Havnen er blandt de travleste på den amerikanske østkyst. 

Otte personer befandt sig på broen, da den kollapsede. De havde været i gang med at udføre betonarbejde på stedet.

To personer blev kort efter reddet i land – den ene blev indlagt i kritisk tilstand.

Sent onsdag aften fandt man to lig i Patapsco-floden, som broen styrtede ned i. De blev fundet af dykkere inde i en rød pickup.

Det er ikke lykkedes at lokalisere de fire øvrige, som formodes at være afgået ved døden.