De internationale superstjerner Dua Lipa og Bella Hadid bliver nævnt i en israelsk sang, der har skabt vild debat i landet.

Sangen hedder 'Harbu Darbu', som direkte oversat betyder 'Krig og slag', og bliver af flere israelske medier spået titlen som »krigens uofficielle soundtrack«.

Det skriver flere internationale medier – heriblandt svenske Aftonbladet, britiske Times og israelske Haaretz

'Harbu Darbu' udkom den 14. november – godt en måned efter Hamas' terrorangreb på Israel – og i skrivende stund har musikvideoen over 18 millioner visninger på YouTube, mens den ligger nummer 11 på denne uges Spotify hitliste i Israel. 

Bella Hadid har været meget åben om, hvor hendes sympati ligger. 
Bella Hadid har været meget åben om, hvor hendes sympati ligger.  Foto: Evan Agostini/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Mange bliver nævnt i sangen. Heriblandt Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah Hamas-lederen Mohammed Deif og Hamas-formanden, Ismail Haniyeh. 

Men også popkulturelle ikoner som stjernemusikeren Dua Lipa, supermodellen Bella Hadid og endda også mediepersonligheden og tidligere pornostjerne Mia Khalifa. 

De tre har alle det til fælles, at de har bakket offentligt op om Palæstina i krigen mellem Israel og terrororganisationen Hamas. 

Mia Khalifa har sågar reageret på sangen på det sociale medie X, hvor hun tydeligvis har tolket et vildt budskab i sangen. 

Mia Khalifa var hurtig på tasterne. 
Mia Khalifa var hurtig på tasterne.  Foto: Vianney Le Caer/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Den sang, der kalder på, at IDF (det israelske militær, red.) skal slå mig, Bella og Dua ihjel er over en drill rytme.«

'Hver en hund får, hvad den fortjener', lyder det, inden de tre stjerner bliver nævnt. Ordsproget er arabisk og betyder, at skurke får, hvad de fortjener. 

'Harbu Darbu' har ifølge mediet Times skabt debat i Israel om grænsen mellem kunstnerisk frihed og direkte had. 

Bella Hadid er halvt palæstinenser og har flere gang udtrykt sympati for det palæstinensiske folk, efter Israels bomber begyndte at regne ned over Gaza som følge af terrorangrebet den 7. oktober. 

Dua Lipa opfordrede i et interview med Rolling Stone til en øjeblikkelig humanitær våbenhvile. 

Mia Khalifa var hurtig til at ytre sig om Hamas' terrorangreb og fløj til tasterne allerede samme weekend, hvor hun opfordrede »de palæstinensiske frihedskæmpere til at vende deres telefoner og filme horisontalt«. Kommentaren fik hende fyret fra magasinet Playboy. 

Den kontroversielle hitsang er skrevet af artisterne Ness & Stilla og opfordrer israelere til at bytte sorgen over angrebet ud med vrede.