En stor politiaktion udspiller sig lørdag i den hollandske by Ede.

Her er store dele af byen nedlukket og 150 boliger er evakueret.

Årsagen er, at en person – som både udgør en fare for sig selv og andre – har taget flere personer som gidsler.

Det skriver AD.

Ifølge avisen De Gelderlander er der tale om en mand, som er gået ind på natklub, hvor han har taget fem personer som gidsler. Han skulle true med både våben og eksplosiver.

De Telegraaf skriver, at der er tale om natklubben Petticoat, og at det er ansatte på stedet, som skulle være gidsler.

Dette er dog ikke bekræftet af politiet. 

På X har politiet skrevet følgende:

»En gidselsituation med flere personer er i gang i en bygning i byens centrum. Flere specialtjenester er derfor på stedet.«

De skriver også, at der indtil videre ikke er noget, der tyder på, at motivet er terror.

Dele af togtrafikken i byen er også indstillet.

Opdateres …