Oprydningen efter den tragiske broulykke i Baltimore i USA er nu i fuld gang.

Resterne af broen skal fjernes, forsvundet gods fra skibet skal hives op af vandet, og de formodede lig skal findes, siger guvernøren i delstaten Maryland, Wes Moore, ifølge mediet CNBC

Og det er altså en kæmpe kran, der skal stå for en stor del af oprydningsarbejdet. 

Ifølge mediet Baltimore Sun kan kranen løfte op til 1000 tons vægt. 

Fredag godkendte præsident Joe Biden 60 millioner dollar – svarende til over 400 millioner kroner – i føderal støtte til arbejdet. 

Den store kran og dem, der bestyrer den har altså travlt med at få ryddet op efter ulykken. 

Havnen i Baltimore er nemlig blandt de største i USA, og efter ulykken har man været nødsaget til at lukke havnen på grund af sikkerheden. 

Derfor bliver forsikringsregningen dyrere for hver dag, der går med en lukket havn, vurderer direktøren for globale forsikringsvurderinger hos kreditvurderingsselskabet Morningsstar DBRS, Marcos Alvarez, ifølge Reuters.

Alt efter, hvor længe havnen må forblive lukket, kommer erstatningen til at løbe op på mellem to og fire milliarder amerikanske dollar, vurderer Marcos Alvarez. 

Se videoen af oprydningsarbejdet i toppen af artiklen.