I dag er datteren tre år gammel og har været i 26 lande.

Den 32-årige mor Karen Edwards fra Storbritannien tog på en alternativ barsel og besøgte 10 lande sammen med sin mand og den nyfødte datter Esmé.

Det skriver Business Insider.

Barsel behøver ikke at være babybio, joggingbukser og lange gåture i nærområdet med barnevognen foran sig. Det beviser den 32-årige britiske blogger, Karen Edwards, der havde et job som sygeplejerske. Her gav de skiftende arbejdstider hende og manden Shaun mulighed for at rejse ofte, og da parret blev gravide, besluttede de sig for, at udlængslen ikke behøvede at lide under den forestående familieforøgelse.

»Jeg havde det bare sådan, 'jeg kan ikke give afkald på det her,'« siger Karen Edwards til netavisen og forsætter:

»Måske kunne vi bare tage babyen med os.«

Og så var den beslutning taget.

Da den lille ny kom til verden, brugte de Karens barsel til at rejse i. Sygeplejersken begyndte sin blog 'Travel Mad Mum' i maj 2015. Godt fem måneder inde i den ti måneder lange rejse, forældreparret havde planlagt under barslen.

Den lille familie besøgte blandt andet Vietnam og Bali, hvor lokalbefolkningen var gode med børn. Karen havde dog sine forbehold overfor at besøge Taiwan, men blev meget positivt overrasket over, hvilke forhold, der blev tilbudt nybagte forældre.

»Hver en metrostation havde et puslerum. De havde gratis vådservietter og en stor sofa, hvor man kunne amme. Det var virkelig, virkelig børnevenligt,« siger hun.

Nogle har kaldt blogger-morens livstil for selvcentreret, men det afviser Karen, der ser nogle klare fordele ved at rejse med sine børn.

»Det er en fantastisk tid, hvor alle i familien kan være sammen og vænne sig til at blive en ny familie,« siger hun og forsætter:

»Shaun, faren, fik lov til at bruge et helt år med hende, ligesom jeg gjorde, og deres bånd er lige så nært.«

I dag er Esmé 3 år gammel, og hun er blevet storesøster til den lille Quinn på 4,5 måneder. Den yngre søskende har i sin korte levetid allerede besøgt seks lande, mens Shaun og Karen har været i 68 lande.