De fleste kan nok forestille sig, at det er en godt træls oplevelse at komme hjem juleaften og opdage, at der har været indbrud i huset, og der er forsvundet værdier for mange tusinde kroner.

Men forestil dig så, at du hurtigt opdager, hvor dine tyvekoster befinder sig, men politiet siger, at de ikke kan hjælpe dig med at få fat i dem.

Det er præcis den situation, som Jens Wernberg-Møller, hans hustru Roxanne og deres fire børn står i.

»Vi vil meget gerne have vores ting igen. Derfor føler man jo en stor afmagt,« siger Jens Wernberg-Møller om at have sporet nogle af sine ejendele uden at kunne gøre yderligere for at få dem igen.

Lad os lige starte med begyndelsen.

Ud på eftermiddagen juleaftensdag kører Jens Wernberg-Møller og hans familie fra deres hus i Viborg, hvor de netop er ved at flytte ind. De skal ud og holde juleaften hos familien. De kommer hjem igen cirka kvart over 1 om natten.

Men der står det klart, at der er noget helt galt.

»Døren ud til haven står åben, og der ligger tøj ud over det hele. Vi opdager så, at de har smadret vinduet til badeværelset og er kommet ind der. Toilettet var smadret, fordi de er hoppet ned på det fra vinduet,« siger Jens Wernberg-Møller.

Der er blandt andet forsvundet designertasker, en Macbook Pro, Apple watches og andre dyre sager. I alt værdier for vel over 30.000 kroner, vurderer Jens Wernberg-Møller.

Dertil kommer ødelæggelser på det nye hus.

»Det værste er nok, at vi jo var ved at rykke ind i vores helt nye hus, men nu er børnene blevet bange for at være her. De har været meget kede af det,« siger Jens Wernberg-Møller.

En del af de ejendele, som Jens Wernberg-Møllers familie har mistet, er genstande fra Apple, hvor flere af dem kan spores via Apples egen sporingsapp.

På den måde er det lykkedes Jens Wernberg-Møller at finde frem til, hvilken adresse som mindst en af hans stjålne ejendele efter al sandsynlighed befinder sig på. B.T. har valgt ikke at skrive, præcis hvilken genstand der er tale om.

Men på trods af det så har Midt- og Vestjyllands Politi fortalt ham, at de ikke kan hjælpe med at skaffe hans ejendele tilbage fra den pågældende adresse.

»Jeg giver dem jo en helt konkret oplysning om, hvor de kan lede, som jeg jo så forventer, de bruger. Det er jeg skuffet over, at de ikke gør,« siger Jens Wernberg-Møller.

Ifølge Jens Wernberg-Møller så har politiet forklaret ham, at Apples sporingsteknologi ikke er præcis nok. Den præcise lokation kan springe nogle adresser frem og tilbage, hvilket betyder, at man ikke med sikkerhed kan vide helt præcist, hvor Jens Wernberg-Møllers ting befinder sig.

B.T. har også set flere screenshots, som Jens Wernberg-Møller har taget med sin telefon, hvor lokationen af den stjålne genstand ganske rigtigt springer lidt frem og tilbage mellem nogle adresser.

B.T. har dog også ringet rundt til de pågældende adresser og områdets lokale beboere, som har forklaret, at der ligger en lettere forfalden udlejningsejendom med skiftende lejere og regelmæssigt tilbagevendende besøg af politiets patruljevogne inden for det lille område, hvor Jens Wernberg-Møllers ejendel opholder sig.

Derfor er han ikke meget i tvivl om, hvor man skulle lede.

»Jeg kan jo kun spore en af mine ting, men det kan jo vel tænkes, at alle mine ting ligger der. Umiddelbart synes jeg da godt, at man lige kunne gå ud og banke på og snuse lidt rundt,« siger Jens Wernberg-Møller og fortsætter:

»Hvis politiet skal have alt serveret på et sølvfad, hvad skal man så med dem?,« spørger han.

Har du selv overvejet at gå op og banke på?

»Politiet har jo advaret os mod, at vi selv foretager os noget, men jeg har jo også børn og familie, så det skal jeg jo tænke på, inden jeg selv risikerer noget. Jeg synes, det er politiets opgave at tage sig af den slags,« siger han.

I en kommentar til B.T. fortæller Politiinspektør Martin Løye, der er linjechef for beredskabet i Midt - og Vestjyllands Politi, at de sætter hårdt ind mod indbrud i Midt- og Vestjyllands Politi.

»Det er vigtigt for mig at sige, at indbrudskriminalitet er et særdeles højt prioriteret område i Midt- og Vestjyllands Politi. Det er enormt ubehageligt at komme hjem og opdage, at man har haft indbrud. Det er også derfor, vi i det konkrete tilfælde er fremme på adressen med en patrulje blot ti minutter efter, at anmeldelsen om indbrud gik ind, selvom indbruddet kunne være begået flere timer tidligere.«

Selvom politiet rykkede hurtigt ud til adressen, så var Jens Wernberg-Møller frustreret over, at politiet ikke rykkede ind i bygningen, selvom Jens Wernberg-Møller kunne følge sin telefon over sporingssignalet.

»Der er en vis usikkerhed forbundet med de her gps-signaler. Særligt i bymæssig bebyggelse, hvor der kan være flere lejemål i samme bygning, er det en udfordring. I det konkrete tilfælde er der for eksempel fire lejemål på de angivne adresser. Anmelderens oplysninger indgår naturligvis i vores efterforskning af indbrudssagen og i mistankegrundlaget. Men ud fra oplysningerne i den konkrete sag vurderede vi, at der ikke var lovhjemmel til at ransage,« fortæller politiinspektør Martin Løye til B.T.