På dronning Margrethes tidligere civilliste lød det, at syv af statens slotte og palæer stod til hendes rådighed:

De fire palæer på Amalienborg, dele af Christiansborg Slot, Fredensborg Slot, Sorgenfri Slot, Gråsten Slot, Jagtslottet Eremitagen og Amaliegade 18 (Det Gule Palæ). 

Onsdag blev lovforslaget til kong Frederiks civilliste offentliggjort, og hvis det bliver stemt igennem i Folketinget, skal han fremover boltre sig på ét slot mindre.

»Det foreslås, at de slotte og palæer m.m., der har været stillet til rådighed for dronning Margrethe, stilles til rådighed for kong Frederik den Tiende. Dette gælder dog ikke Sorgenfri Slot, der dermed overgår til statens rådighed, idet det dog forudsættes, at civillisten fortsat skal have råderet over fire tjenesteboliger i tilknytning til Sorgenfri Slot,« lyder det i lovforslaget.

SORGENFRI SLOT
SORGENFRI SLOT Foto: Nils Meilvang/NF-NF/Ritzau Scanpix
Vis mere

Sorgenfri Slot ejes af staten og administreres af Slots- og Kulturstyrelsen.

Slottet stod færdigt i 1706 og i 1730 kom det i kongefamiliens eje. 

Det ændrede sig dog, da Frederik 7. gav det til staten, som senere stillede det til rådighed for prins Christian 10.

I flere år har slottet stået mere eller mindre tomt, og det fik i 2022 B.T.s daværende royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen, til at komme med en opfordring til Kongehuset.

»Den kongelige familie har det, som flygtningene (fra Ukraine, red.) mangler – nemlig masser af plads. Det er ikke, fordi jeg tænker, Dronningen skal have en ukrainsk familie ved siden af sig i Kongehusets soveværelse. Men der findes masser af andre muligheder. For eksempel står Sorgenfri Slot mere eller mindre øde hen. Der er jagthytten i Trend, og kronprinsparret har en skihytte i Verbier,« forklarede han om forslaget, som var inspireret af det belgiske kongepar, der åbnede to slotte for flygtninge.

Seneste beboer på Sorgenfri Slot var prinsesse Elisabeth, som døde i 2018.

Labber du royale historier i dig som en sankt bernardshund drikker vand på en varm sommerdag? Så skal du da høre B.T.s royale podcast 'Kongehuset Bag Kulissen', som du får lige her: