Venstres Torsten Schack Pedersen har tilsyneladende lagt telefonen fra sig. 

Det var bestemt ikke tilfældet torsdag aften, hvor han på det sociale medie X fik sendt en sylespids bemærkning afsted mod De Konservatives sygemeldte Rasmus Jarlov. 

En bemærkning, der tidligere i dag fik en række politikere til at lange hårdt ud efter den politiske ordfører. 

Om Torsten Schack Pedersen ligesom Moderaternes Stine Bosse også er røget i uføre fordi han var træt, vides dog ikke. 

Det har nemlig hele fredag ikke været muligt at komme i kontakt med Torsten Schack Pedersen. 

Heller ikke partiets gruppeformand, Lars Christian Lilleholt, har nogen kommentarer til ordførerens gøren og laden på det sociale medie.

Det var i en tråd på X, der egentlig handlede om Venstres ældrepolitik, at det kollegiale skænderi udspillede sig.

‘Din far ser frisk ud,’ svarede Rasmus Jarlov, der har været sygemeldt fra sit arbejde i Folketinget siden januar, til tweetet:

‘Han er heller ikke sygemeldt,’ svarede Torsten Schack Pedersen tilbage.

Stikpillen til Jarlov har affødt et utal af reaktioner fra politiske kollegaer.

‘Det var da et ubeskriveligt lavt niveau fra en politisk ordfører fra et regeringsparti. Trist,’ skriver Mette Abildgaard, der er politisk ordfører i Konservative.

‘Styr dig!' skriver Liberal Alliances politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen.

Rasmus Jarlov har været sygemeldt siden januar.
Rasmus Jarlov har været sygemeldt siden januar. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Danmarksdemokraternes politiske ordfører, Susie Jessen, melder også ind og proklamerer, at 'det der var altså for lavt.'

Selv holder Rasmus Jarlov det kort og godt: ‘Wow’, skriver han på X til Torsten Schack Pedersen. 

Rasmus Jarlov blev sygemeldt i begyndelsen af året.

Men fredag blev det meldt ud fra Folketingets talerstol, at Jarlov igen er at finde på Christiansborgs gange fra på mandag.

Da Jarlov i starten af januar blev sygemeldt, lød det i første omgang, at det ville han være i en måned.

Til B.T. forklarede han, at årsagen til sygemeldingen er 'privat', men at han snart ville være 'på benene igen'.