Venstres politiske ordfører, Torsten Schack Pedersen, er kommet i uføre efter et tweet, der langer ud efter Konservatives Rasmus Jarlov, der lige nu er på sygeorlov.

Det var torsdag aften i en tråd, der egentlig handlede om Venstres ældrepolitik, med et kampagnebillede af en ældre herre, at det stille drama udspillede sig.

‘Din far ser frisk ud,’ svarede Rasmus Jarlov, der har været sygemeldt fra sit arbejde i Folketinget siden januar, til tweetet:

‘Han er heller ikke sygemeldt,’ svarede Torsten Schack Pedersen tilbage.

Stikpillen til Jarlov har affødt et utal af reaktioner fra politiske kollegaer.

‘Det var da et ubeskriveligt lavt niveau fra en politisk ordfører fra et regeringsparti. Trist,’ skriver Mette Abildgaard, der er politisk ordfører i Konservative.

‘Styr dig!' skriver Liberal Alliances politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen. 

Rasmus Jarlov har været sygemeldt siden januar.
Rasmus Jarlov har været sygemeldt siden januar. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Danmarksdemokraternes politiske ordfører, Susie Jessen, melder også ind og proklamerer, at 'det der var altså for lavt.'

Selv holder Rasmus Jarlov det kort og godt: ‘Wow’, skriver han.

B.T. arbejder på en kommentar fra Torsten Schack Pedersen.