I sidste uge trak SFs Carl Valentin en del trafik på Twitter, da han hævede 8.000 kroner i banken, lagde dem ud på et bord og skrev, at han havde 'hævet sin skattelettelse'.

Valentin spurgte, hvorfor han skulle have penge 'kastet i nakken' i form af store skattelettelser fra den nye SVM-regering, når han 'tjener godt i forvejen?'.

Han blev straks spurgt af Liberal Alliances Ole Birk Olesen, om han ville donere pengene til at godt formål – noget som Valentins partifælle Sofie Lippert til B.T. har sagt, at hun vil gøre.

Men her blev Valentin mindre klar i mælet.

Efter flere dages forgæves forsøg er det nu lykkedes B.T. at få et interview med Carl Valentin.

Carl Valentin, har du besluttet dig for, om du vil donere din skattelettelse til nogen?

»Igen synes jeg, det er en afsporing af debatten, og jeg har ikke tænkt mig at kommentere private donationer. For mig at se så handler det her om, hvor vidt det er retfærdigt at uddele topskattelettelser. Det mener jeg sådan set ikke, det er,« siger Carl Valentin og fortsætter:

»Jeg har hævet de her penge for at illustrere, hvor meget sådan nogen som mig faktisk får i skattelettelse. Jeg synes, det er uretfærdigt i en tid, hvor folk har svært ved at betale deres elregninger og købe vintertøj til børnene og så videre. Jeg synes ikke, vi skal til at afspore debatten med, hvor vidt alle venstreorienterede skal til at lave private donationer for deres skattelettelser.«

Din partifælle Sofie Lippert giver sin topskattelettelse til Red Barnet, for eksempel. Var det ikke et meget godt sted at give dem?

SFs Carl Valentin har hævet sin skattelettelse, da han er utilfreds med at have fået den. Men det står ikke klart, hvem der skal have den.
SFs Carl Valentin har hævet sin skattelettelse, da han er utilfreds med at have fået den. Men det står ikke klart, hvem der skal have den. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Det er et totalt godt sted at give dem, og jeg synes, det er megagod stil, men det er ikke den debat, som jeg forsøger at rejse.«

»Jeg kan ikke få store bededag tilbage eller sikre en retfærdig børnepolitik ved at donere min skattelettelse. Selvfølgelig kan jeg gøre en lille forskel, og jeg donerer også meget gerne penge. Det gør jeg allerede i forvejen, jeg donerer masser af penge til velgørenhed.«

Donerer du dine 8.000 kroner. Ja eller nej?

»Jamen, jeg har ikke lyst til at kommentere på det specifikt. Det er en afsporing af debatten. Debatten bør handle om topskattelettelser,« siger Carl Valentin.

SFs politiske ordfører, Karsten Hønge, sagde i sidste uge til B.T., at han gerne vil have en snak med SFs folketingsgruppe om, hvad de kan gøre med deres kommende topskattelettelse, inden han beslutter, om han vil donere pengene væk.

»Jeg vil lige vende det med gode kollegaer inden,« sagde Karsten Hønge.