Spild af skattekroner og svært at forsvare.

Sådan lyder det nu fra to af Folketingets energiordførere om den kampagne, som Energistyrelsen har brugt over en halv million kroner på.

Kritikken kommer, efter B.T. tirsdag kunne fortælle, at Energistyrelsen har brugt 540.000 kroner på en kampagne med råd til unge om, hvordan de kan nedbringe deres energiforbrug. 

Kampagnen har genereret omtrent 393 besøg på styrelsens kampagneside med sparetips (sparenergi.dk). Og trafikken toppede 26. november 2023, hvor 36 personer fandt vej ind på kampagnens hjemmeside. Tallet dækker over dem, der har accepteret cookies og altså har accepteret at blive registreret.

De Radikales Samira Nawa mener, at vi ikke er langt fra at skulle kigge på reglerne på området. 
De Radikales Samira Nawa mener, at vi ikke er langt fra at skulle kigge på reglerne på området.  Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

For Radikale Venstres energiordfører, Samira Nawa, er et forsvar for kampagnen ikke nogen nem opgave.

»Jeg synes faktisk, det er svært at forsvare, at der er kastet så mange penge efter en kampagne, der ikke en gang er nået ud over rampen,« siger Samira Nawa og fortsætter:

»Vi skal ikke se mange flere af den slags eksempler, før jeg synes, rammerne for det offentliges kampagner skal kigges efter i sømmene.«

Heller ikke hos Dansk Folkeparti har man fidus til Energistyrelsens sparerådskampagne. 

Partiformand Morten Messerschmidt efterlyser klarere regler for kampagner i det offentlige.

»Vi mangler nogle klare retningslinjer for, hvordan regeringen og dens styrelser bruger offentlige penge til propaganda.«

Ifølge partilederen er kampagnen ikke udtryk for andet end offentlig spild. 

»Nu ser vi dette (kampagnen, red.), som vidner om en total ligegyldighed over for skatteydernes penge.«

Kampagnen består af i alt ni videoannoncer på sociale medier med forskellige sparetip, og den har kostet i alt 540.000 kroner.

Der er brugt 265.000 kroner på at lave annoncerne, mens de resterende 275.000 kroner er brugt på at få annoncerne spredt hos Facebook og Instagram, hvor de har fået 800.000 visninger.

Energistyrelsens kommunikationschef, Thomas Lungholt, fortæller, at stor trafik på siden ikke har været et selvstændigt mål med kampagnen.