Sagen om Svend Pedersen, medstifter af Nye Borgerlige og nu medlem af hovedbestyrelsen, fortsætter.

Det viser sig, at Svend Pedersen i maj 2021 fik en dom for uretmæssigt at have svinet sin partifælle og kompagnon Anahita Malakians til i grove vendinger.

Svend Pedersen beskyldte også uretmæssigt Anahita Malakians for at begå hærværk og tyveri. Påstande, som retten på Frederiksberg ikke mente, at der var belæg for, og idømte ham dagsbøder og erstatning til Anahita Malakians på 40.000 kroner. Desuden skulle han anerkende, at hans udsagn var uberettigede.

De to parter var blevet uenige om ejerskabsforholdene i restaurant L. A. TINO, som de havde startet sammen med en tredje person.

B.T. er i besiddelse af dommen, som blandt andet skriver, at Svend Pedersen dømmes til at anerkende, at adskillige udsagn, som han havde fremsat offentligt, var uberettigede. Blandt andet havde Svend Pedersen skrevet på Facebook:

'… hun er … en … skingrende, bimlende, vanvittig … kvinde …'

Derudover havde Svend Pedersen fremsendt en skrivelse til advokat Klaus Ewald, som repræsenterede Anahita Malakians. Her stod blandt andet:

Anahita Malakians, forretningsdrivende, studerende, mor og stiller op til BR for Venstre, bor på Ydre Nørrebro. Hun er utryg pga. bander og fortæller, at hendes søn er blevet advaret om de risici, der er ved at bevæge sig omkring på Den Røde Plads.
Anahita Malakians, forretningsdrivende, studerende, mor og stiller op til BR for Venstre, bor på Ydre Nørrebro. Hun er utryg pga. bander og fortæller, at hendes søn er blevet advaret om de risici, der er ved at bevæge sig omkring på Den Røde Plads. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»… Deres infantile kvindebitre og psykisk ustabile klient …«

Derudover skrev Svend Pedersen på Facebook, at Anahita Malakians havde stjålet penge fra den restaurant, som de havde startet sammen.

'… Foreløbig står det fast, at Anahita har stjålet et sted mellem 33.000 og 105.000 kroner fra os,' skrev han og fortsatte med en påstand om hærværk:

'Hærværket handler om noget graffiti, hun har malet på vores vægge i sin frustrerede, bitre afmagt,' skrev Svend Pedersen.

Svend Pedersen udeblev fra retsmødet i retten på Frederiksberg, og retten gav herefter medhold til Anahita Malakians.

B.T. kunne tirsdag afdække, at Svend Pedersen, som er nær ven af Pernille Vermund og hendes eksmand Lars Tvede, havde fremsat en lang række meget nedsættende ytringer om flere politikere og embedsmænd.

For eksempel havde han blandt andet givet udtryk for, at han mente, at statsminister Mette Frederiksen var »fullblown psykopat«, at SFs Pia Olsen Dyhr var en »storkorrupt magtgal kælling«, og Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, benævnte han »kommunistbøsserøven«.

Derudover havde han skrevet på det sociale medie MeWe, at nogen burde give politiet 'nogle prygl' i forbindelse med, at politiet havde trukket stavene, da en Men In Black-demonstration udviklede sig voldsomt.

Svend Pedersen omtaler Søren Brostrøm som 'kommunistbøsserøven' på det sociale medie MeWe.
Svend Pedersen omtaler Søren Brostrøm som 'kommunistbøsserøven' på det sociale medie MeWe.
Vis mere

Anahita Malakians forklarer, at hun kendte Svend Pedersen fra sit politiske arbejde i Nye Borgerlige. De var venner til at starte med, men efter at de i en periode havde ejet en restaurant sammen, ændrede forholdet sig pludselig.

»Han blev som en fremmed for mig, han talte grimt til mig og behandlede mig som en, jeg aldrig havde kendt,« siger Anahita Malakians, som igen afviser at have begået hverken tyveri eller hærværk, hvilket hun også fik rettens ord for.

Anahita Malakians stillede op for Nye Borgerlige til folketingsvalget i 2019, men kom ikke ind. Hun fik senere ansættelse på restauranten The Barn på Nørrebro, men måtte forlade den, da hendes ansættelse blev offentligt kendt. Herefter blev restauranten udsat for chikane og hærværk af ukendte gerningsmænd.

Anahita Malakians forklarer, at hun herefter sammen med Svend Pedersen og en tredje person, som B.T. har valgt at holde ude af denne artikel, besluttede sig for at åbne restauranten L.A. TINO – også på Nørrebro som en protestaktion.

Men efter et stykke tid stod det hende klart, at Svend Pedersen ikke ønskede hende som medejer længere. Det skete, da Svend Pedersen – ifølge Anahita Malakians – fjernede oplysningerne om hendes position som direktør og medejer af restauranten.

Svend Pedersen omtaler her Mette Frederiksen som 'fullblown psykopat'.
Svend Pedersen omtaler her Mette Frederiksen som 'fullblown psykopat'.
Vis mere

B.T. er i besiddelse af Erhvervsstyrelsens skrivelse til netop Svend Pedersen, hvor styrelsen kræver en forklaring på, at Svend Pedersen har fjernet Anahita Malakians som ejer og direktør.

Senere fulgte de mange udsagn om Anahita Malakians.

»Jeg blev ramt af stress og depression oven på hele restaurantsagen og injuriesagen. Jeg synes jo, det var nedværdigende at blive fremstillet sådan. Jeg var helt nede i flere måneder og fik god hjælp fra venner til at komme op igen,« siger Anahita Malakians.

Hun er i dag ikke en del af Nye Borgerlige, men mener, det er en fejl, at Svend Pedersen nu igen er en del af partiet som næstformand i Nye Borgerliges lokalafdeling i København og som medlem af hovedbestyrelsen.

»Jeg mener, det er en kæmpe fejl, at den mand sidder i nogen bestyrelser og i noget parti. Jeg kunne mærke, hvor glad han var for magt og at skabe intriger. Jeg tror ikke, han kan bidrage med noget konstruktivt og opbyggeligt,« siger Anahita Malakians.

B.T. har været i kontakt med Svend Pedersen over sms, men han ønsker ikke at udtale sig om sagen.

Dommen fra retten på Frederiksberg viser, at Svend Pedersens groft nedsættende kommentarer og udtalelser om tyveri og hærværk var uberettigede. Derfor skulle han betale erstatning til Anahita Malakians.
Dommen fra retten på Frederiksberg viser, at Svend Pedersens groft nedsættende kommentarer og udtalelser om tyveri og hærværk var uberettigede. Derfor skulle han betale erstatning til Anahita Malakians.
Vis mere