Videoen er blevet vist 700.000 gange på det sociale medie X og har sat gang i en voldsom debat.

For er folk med små børn i barnevogne en sårbar og marginaliseret gruppe – sidestillet med ældre med rollatorer og folk med handicap?

»Jeg er så dødtræt af diskrimination af minoriteter og sårbare grupper! Dette skal ændres!« står der i teksten til videoen.

Budskabet kommer Karoline Lindgaard, der er kandidat for Alternativet til Europa-Parlamentet, med i videoen på det sociale medie.

Tre busser havde afvist at tage hende med på grund af, at der ikke var plads i bussen til hendes klapvogn. Det skyldes, at der i Movias busser er et begrænset antal pladser til barnevogne, kørestole og rollatorer.

Til B.T. kalder hun det et generelt problem med offentlig transport i Danmark.

»Det er et problem, der rammer folk med kørestole og rollatorer, samt folk med klapvogne og barnevogne. Infrastrukturen er ikke bygget inkluderende. Det er nederen for folk med barnevogne, og endnu mere nederen for handicappede og ældre,« lyder det.

Én af dem, der gik i rette med hende på det sociale medie X, er den altid flittige debattør og iværksætter Martin Thorborg.

»Hun er uforskammet. Hun skulle skamme sig ved at stå og sige sådan noget – tænk engang, hvis du rent faktisk er handicappet og skal sidestilles med folk, der kører med barnevogn,« siger Martin Thorborg til B.T. om budskabet i videoen.

»Hun bor i et meget velstillet land, har fået et barn og kører rundt med en barnevogn. Hun vælger alligevel at klassificere sig som en minoritet. Men der er rigtig mange kvinder med børn. De er simpelthen ikke en minoritet,« lyder det videre fra iværksætteren.

Martin Thorborg understreger, at han fuldt ud støtter arbejdet for bedre offentlig transport og bedre vilkår for minoriteter i offentlig transport. Han siger, at det udelukkende var måden at kommunikere på, der fik ham til tasterne.

Karoline Lindgaard er glad for den opmærksomhed, hendes video har fået – både fra Martin Thorborg, og de mange andre, der har kommenteret videoen.

»Det er da dejligt, at Thorborg pludselig interesserer sig for inklusion i offentlig transport – det håber jeg, at han vil fortsætte med at gøre opmærksom på,« siger hun.

Er folk med barnevogne en marginaliseret gruppe, på linje med folk med handicap og svagt gående?

»Man er i hvert fald mere udsat i den kollektive trafik. Man har sværere ved at komme med, samtidig med, at man er mere afhængig af den. Jeg bliver bekymret, når jeg ser en problemstilling ramme mig – men som er endnu værre når den rammer folk fra andre grupper,« siger hun.

Men er folk med barnevogn en lige så marginaliseret gruppe, som folk der sidder i kørestol?

»Jeg synes, det er ærgerligt, hvis det skal blive en diskussion om, hvem der er mest sårbare. Det er et problem der rammer folk med barnevogne, og også folk med handicap og andre sårbare grupper,« lyder det.

Det er ikke kun modstand, der har ramt den 23-årige politiker. Flere politiske kollegaer har bakket op om Karoline Lindgaard. 

»Jeg har forsøgt at appellere til, at folk trækker vejret dybt ned i maven, for det er voldsomt for et ungt menneske at blive mødt med så hård en reaktion,« siger konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard. 

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Joachim B. Olsen.