Politikerne i Københavns Borgerrepræsentation er blevet enige om, at man nu skal arbejde for, at København skal være helt fri for benzin- og dieselbiler i 2030.

Men det vækker ikke begejstring i en enkelt og helt særlig kommune.

Frederiksberg Kommune er nemlig helt omringet af Københavns Kommune. Hvis det vitterligt bliver sådan, at det bliver umuligt og måske ulovligt at køre i fossildrevne biler i København, så vil det også være umuligt på Frederiksberg. Benzin- eller dieseldrevne biler kan nemlig ikke køre ind til Frederiksberg Kommune uden at komme gennem København.

Kort sagt så vil forslaget betyde, at borgere på Frederiksberg aldrig kan køre udenfor Frederiksberg i deres benzin- eller dieselbil medmindre en eller anden løsning kommer på bordet.

Derfor frygter Frederiksberg Kommunes borgmester Michael Vindfeldt at ende i en situation, som minder om Vestberlin under den kolde krig, som var omringet af DDR. Det er TV 2 Kosmopol, der har historien.

»Jeg synes jo godt, at København kunne snakke lidt med os, så vi ikke ligger som sådan en slags Vestberlin derinde, og bliver lidt klemt,« siger Michael Vindfeldt (S).

Michael Vindfeldt forklarer, at Frederiksberg Kommune tænker i samme baner om at være benzin. og dieselfrie zone, men det er lige tidligt nok at beslutte sig for, at det skal være i 2030.

I København forklarer Rasmus Steenberger, som er byudviklignsordfører for SF og med til at stille forslaget, at han er bevidst om Frederiksbergs udfordring. Han forklarer, at Frederiksbergs udfordring skal undersøges til bunds inden forslaget om, at København skal være helt fri for fossilbiler vedtages endeligt.