Overraskende ukritisk. Overfladefræsende fletværk. Skrevet i et journalistisk mørkekammer.

Det er mildt sagt ikke lutter røde roser, der uddeles til den just udkomne bog 'Lev med det', der, som titlen diskret antyder, handler om Mette Frederiksens regeringsperiode.

Forfatterne er Ekstra Bladets tidligere chefredaktør og også tidligere politisk redaktør på B.T. Henrik Qvortrup og politisk analytiker på Information Lars Trier Mogensen.

Helt kort, så er 'Lev med det' en bog, der er brudt op i 181 »scener« fra Mette Frederiksens tid som statsminister. Forfatterne forklarer selv, at de har læst et stort antal skriftlige kilder, men også talt med cirka 50 kilder, der har bidraget til researchen.

Og netop de 50 kilder er genstand for kritik i anmeldelser i Altinget, Information, Politiken og Berlingske.

Det er nemlig kun Lars Trier Mogensen og Henrik Qvortrup, der ved, hvem de er.

Henrik Qvortrup ved Christiansborg
Henrik Qvortrup ved Christiansborg Foto: Jon Wiche
Vis mere

»Forfatterne kvalificerer på intet tidspunkt i bogen kilderne: Er der altid tale om mindst to af hinanden uafhængige kilder? Hvor tæt er de på de begivenheder, de beskriver? Hvad er deres egeninteresse, og hvordan kan det have styret deres oplevelser og beretninger? Er der dokumenter, der understøtter noget?« spørger Informations anmelder, som aldrig får svaret.

Information besværer ikke deres læsere med stjerner, hjerter eller hvad man ellers kan stange ud som karakter for en bog. Men i Altinget bliver det til blot to A'er ud af seks mulige.

»Den (bogen) betragter politik som en fodboldkamp og kommer ikke rigtigt ind, hvor det er svært eller gør ondt,« skriver Altinget.

Det bliver til tre hjerter i Politiken. Her skriver avisen blandt andet, at bogen emmer af, at forfatterne angivelig ikke er specielt begejstrede for Mette Frederiksen.

»Selv om forfatterne gør sig store anstrengelser for at skrive nøgternt og sagligt, kan de undervejs ikke skjule en mangel på sympati for Mette Frederiksen,« skriver avisen.

Berlingske kvitterer også kun med to stjerner og rejser stort set den samme kritik som de andre anmeldere.

Dog skal der her til sidst fremhæves en ros, som Qvortrup og Trier Mogensens bog får i Berlingske, men også andre steder.

»Bogen (kan) vel generøst betragtes som en effektiv måde (den er kompakt og hurtigt læst med sine 278 sider) at læse op på de seneste vilde og dramatiske år i dansk politik.«

Så har man behov for det, så er det råd hermed givet videre.