Nye Borgerliges næstformand Henriette Ergemann beklager og undskylder nu mange af sine kommentarer og udtalelser, som hun har fremkommet med på sociale medier.

Det skriver hun på sin profil på Facebook.

»De kommentarer, som jeg i vrede over corona-håndteringen – men også i sorg og afmagt over min fars død – formulerede på de sociale medier, beklager jeg, da de bestemt ikke har været ordentlige,« skriver Henriette Ergemann.

Henriette Ergemann blev valgt som næstformand i Nye Borgerlige 7. februar. Dagen efter bragte B.T. en række opsigtsvækkende holdninger og kommentarer, som Ergemann tidligere har skrevet på sociale medier.

Blandt andet har Nye Borgerliges næstformand givet udtryk for, at hun mener, at hun fik blødningsforstyrrelser, hvis hun var sammen med personer, der har modtaget en vaccine mod covid-19.

Derudover har Ergemann skrevet, at »vaccinerne ikke virker« og har skadet »mange tusinde« mennesker.

B.T. kunne også fortælle, at Henriette Ergemann ikke kunne blive godkendt som folketingskandidat i Nye Borgerlige, da hun første gang søgte i partiets kandidatudvalg om at få lov at stille op. Udvalget var nervøse for, at hendes kontroversielle holdninger var skadelige for partiet.

Henriette Ergemann beklager nu sine kommentarer og udtalelser på Facebook.
Henriette Ergemann beklager nu sine kommentarer og udtalelser på Facebook. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Desuden har Ergemann kaldt Socialdemokratiets Karen Hækkerup for »en sindssyg kælling,« som skal »i fængsel for mord på uskyldige børn.«

B.T. har forsøgt gennem hele perioden at få en kommentar fra Henriette Ergemann, man hun er aldrig vendt tilbage. Nu udtaler hun sig så på Facebook, hvor hun altså beklager flere forhold ved hele sagen.

På opslaget lægger hun ud med at fortælle, hvad der har drevet hende i hendes politiske kamp mod håndteringen af pandemien.

»Som mor og selvstændig var jeg dybt bekymret og frustreret over den måde, jeg følte, at Mette Frederiksen og hendes støtter kørte hen over befolkningen. Nedlukning af skoler og fritidsliv, tvungen mundbind, testtyranni og vaccinepres rettet mod børn,« skriver hun og fortsætter:

»Tænk, at mine børn i skolen blev udstillet ved håndsoprækning, fordi de ikke var vaccinerede. Og tænk, at der var folk, som agiterede for tvangsvaccinering. Det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på et frihedselskende menneske som mig,« skriver hun.

Så beklager Henriette Ergemann, at hun har kastet Nye Borgerlige ud i en mediestorm.

»Selvom jeg hverken var folketingskandidat eller næstformand i Nye Borgerlige, da jeg skrev kommentarerne, er partiet i de seneste dage havnet i en mediestorm på grund af dem, hvilket har skygget for den gode og fornuftige politik, vi har på hylderne. Det er jeg ked af, og jeg vil gerne undskylde,« skriver hun.

Henriette Ergemann skriver i sit opslag, at dem, som har oplevet bivirkninger ved vaccinerne fortjener at blive hørt.

»Der er indberettet mange formodede bivirkninger fra folk, og de fortjener at blive hørt. Men nej, jeg tror ikke, at befolkningen med vaccinen har fået skudt 5G-chips ind i armen,« skriver Henriette Ergemann og fortsætter:

»Jeg var, og er stadigvæk, absolut kritisk over de disproportionale beslutninger, som store dele af Folketinget traf under corona, men jeg er også et menneske, der godt kan se indad,« skriver hun.

Lars Boje Mathiesen har flere gange forholdt sig til sin næstformands udtalelser og har især gjort rede for, at udtalelserne faldt, da Ergemann endnu ikke var næstformand, men har også sagt, at »det er ikke en retorik, som jeg ville have brugt,« da han blev konfronteret med Ergemanns udtalelser om Karen Hækkerup.