Venstre er ikke længere så borgerligt eller liberalt, som partiets eget kaldenavn 'Danmarks liberale parti' skulle give anledning til at tro. 

Det mener den mangeårige direktør og medstifter af den liberale tænketank Cepos, Martin Ågerup. 

Er Venstre et borgerligt parti?

»Det korte svar er nej,« svarer Martin Ågerup, da han er med i B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen'.

Hvordan kan du tillade dig at sige, at Venstre ikke længere er et borgerligt parti? 

»Jeg sagde også, at det var det korte svar. Hvis Venstre-folk var i studiet, ville de sige, at jeg var urimelig, og så ville de opremse forskellig politik, som de kan argumentere for er borgerlig,« siger han og fortsætter: 

»Og der er konkret politik, der smager af borgerlighed, men helhedsindtrykket er, at Venstre efterhånden ikke er et borgerligt parti længere.«

Som han ser Venstres udvikling, er partiet siden 90erne begyndt at håndtere udfordringer på samme måde som Socialdemokratiet har tradition for at gøre det. 

»Som borgerlig bør man overordnet mene, at de problemer, der er i samfundet, som udgangspunkt skal løses så decentralt som muligt. Altså af borgerne selv. Af familierne og markedet, ikke af staten og politikerne,« siger Martin Ågerup.

»Der er Venstre slet ikke i dag. Når de ser en problemstilling er deres rygmarvsreaktion, at dét skal politikerne håndtere. Det er grundlæggende uborgerligt.« 

Heller ikke Venstres argument for at gå i regering med Socialdemokratiet giver den tidligere direktør i Cepos meget for. 

»De borgerlige har i stigende grad argumenteret for, at det ville have været endnu værre, hvis man ikke var gået i regering med Socialdemokratiet. Det betyder, at man ikke stiller et ordentligt alternativ op. Den offentlige sektor må gerne vokse, bare ikke så meget som socialdemokraterne synes. Det er jo ikke et borgerligt synspunkt.« 

»Noget forbandet vås,« siger Torsten Schack Pedersen til kritikken.
»Noget forbandet vås,« siger Torsten Schack Pedersen til kritikken. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

B.T. har forelagt Martin Ågerups kritik af Venstre for partiets politiske ordfører, Torsten Schack Pedersen. 

Han nævner en række områder, hvor han mener, at Venstre ved at gå i regering har sat et klart borgerligt aftryk på Danmark. 

Blandt andet personskattelettelserne og kontanthjælpsreformen nævnes. Det gør den politiske beslutning om, at Danmark skal leve op til Nato-målsætningen om, at to procent af BNP skal gå til Forsvaret også. Det samme gør udlændingepolitikken blandt andet.

 »Hvis det ikke er kerneborgerligt, så ved jeg ikke, hvad der er, og derfor er Martin Ågerups kritik af Venstre også noget forvrøvlet vås,« afslutter Torsten Schack Pedersen sin sms. 

Martin Ågerup er i studiet i anledning af udgivelsen af hans bog 'Hvad det vil sige at være borgerlig – Et opgør med velfærdskapitalismen'.

Lyt til hele Joachim B. Olsens interview med Martin Ågerup i B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen'.