Allerede 1. marts skrev den nu tidligere formand for Nye Borgerlige Lars Boje Mathiesen, at Nye Borgerlige »måtte finde sig en anden formand«, hvis ikke han fik sine lønkrav igennem.

Det viser en række lækkede beskeder sendt over Messenger, som B.T. søndag aften er kommet i besiddelse af.

B.T. er kommet i besiddelse af tre beskeder, som Lars Boje Mathiesen har sendt til sekretariatschef i Nye Borgerlige Lars Eldrup, samt en besked, der ifølge B.T.s oplysninger er sendt i en tråd til hele Nye Borgerliges hovedbestyrelse.

I beskederne gør Lars Boje Mathiesen det klart, at han ikke er til at rykke på sine lønkrav. Fik han ikke sin vilje, så ville han ikke være formand for Nye Borgerlige.

I beskeden, som angivelig er sendt til hovedbestyrelsen, taler Boje om et møde, der skulle finde sted 6. marts, hvor han allerede der taler om, at emnet bør være, hvordan partiet fortsætter uden ham som formand.

Sent torsdag aften blev Lars Boje Mathiesen ekskluderet af Nye Borgerlige, og derfor stoppede han straks som formand. I en mail til Nye Borgerliges medlemmer beskrev partiets organisatoriske næstformand, Jesper Hammer, at Lars Boje havde sat »en pistol for panden« af hovedbestyrelsen ved at kræve 350.000 kroner sat ind på sin private konto.

Hvis ikke pengene var der fredag morgen, så ville Lars Boje trække sig som formand.

Lars Boje har afvist at have stillet så voldsomt et krav, men nu viser lækkede beskeder, at Lars Boje allerede i starten af marts gjorde det klart, at han ville trække sig, hvis ikke partiet efterkom hans krav om et formandsvederlag på 55.000 kroner om måneden ud over folketingslønnen.

Beskederne viser ikke noget om de 350.000 kroner, som ifølge partiet i sidste ende resulterede i eksklusionen af Lars Boje. Beskederne viser alene en forhandling om selve formandsvederlaget på de 55.000 kroner om måneden, som angivelig skulle være en uopsigelig aftale i fire år.

Beskederne, som B.T. er i besiddelse af, starter onsdag 1. marts om formiddagen.

Klokken 10.50 sender Lars Boje en besked til Lars Eldrup, Nye Borgerliges sekretariatschef, hvor han skriver, at »de her ting ikke er til forhandling«.

»De er et minimum, for at jeg påtager mig denne opgave, ellers må partiet finde en anden,« skriver Lars Boje efterfulgt af en smileemoji.

Ifølge B.T.s oplysninger er der her ikke tale om de 350.000 kroner, som Lars Boje ville have sat ind på sin konto, men i stedet formandslønnen på 55.000 kroner om måneden i en uopsigelig periode på fire år.

Samme dag klokken 14.09 skriver Lars Boje endnu besked til Lars Eldrup, hvor han igen er stålsat om sine krav.

»Jeg rykker mig som sagt hverken på beløb, længde eller opsigelsesbetingelser. Så må de bare finde en anden til at være formand,« skriver Lars Boje og sætter igen en smileemoji bagefter.

To dage senere modtager Lars Eldrup igen en besked fra Lars Boje. Her skriver han nu, at han vil træde helt tilbage som formand efter en ekstraordinær generalforsamling, fordi »de ikke vil være med«. B.T. erfarer, at Lars Boje her taler om hovedbestyrelsen, som angivelig har afvist Lars Bojes lønkrav.

Her argumenterer Lars Boje også for, at han ikke vil byde sin familie at gå væsentligt ned i indtægt, når han samtidigt skal være så meget væk.

»De vil ikke være med, så derfor træder jeg tilbage som formand, når der er blevet afholdt en ekstraordinær generalforsamling, jeg er ked af, at det kommer til at påvirke en masse,« skriver Lars Boje.

Den sidste besked, som B.T. er i besiddelse af, er angivelig en besked, som Lars Boje har sendt til Nye Borgerliges samlede hovedbestyrelse lørdag 4. marts.

På dette tidspunkt skriver Lars Boje, at Nye Borgerliges forretningsudvalg (kaldet FU i beskeden) og folketingsgruppen ikke bakker Lars Boje op i hans lønkrav. Lars Boje mener, at det vil betyde, at der heller ikke er flertal i partiets hovedbestyrelse, som er det beslutningstagende organ i Nye Borgerlige.

Han skriver, at mødet derfor bedst bruges til at diskutere »den videre proces frem for partiet uden mig (Lars Boje) som formand«.

I perioden mellem 6. marts og 9. marts fremsætter Lars Boje desuden krav om, at få overført 350.000 kroner til sin kampagne »Boje på Borgen«, som ifølge Lars Boje selv skal køre uden for partiets regi.

Her mener hovedbestyrelsen, at Lars Boje truede med at trække sig som formand, hvis han ikke fik udbetalt de 350.000 kroner senest fredag morgen.

Boje selv har forklaret – også til B.T. – at han ganske rigtigt ønskede 350.000 kroner overført til sin private konto, da han ønskede at trække skat af pengene, samt finansiere projektet »Boje på Borgen«, men han forklarede over for B.T., at der ikke var tale om et ultimativt krav.

Over for B.T. forklarede Lars Boje fredag, at han således ikke havde trukket sig som formand, hvis hovedbestyrelsen ikke havde godkendt hans krav.

Men torsdag tog Nye Borgerliges hovedbestyrelse den beslutning helt at ekskludere deres formand. Beskeden gik ud på mail til Nye Borgerliges medlemmer, og nyhedsmedierne tog sagen op torsdag aften vel efter klokken 23. Et tidspunkt, hvor Lars Boje forklarer, at han lå og sov.

Lars Boje har sendt et længere skriftligt svar til B.T., hvor han tager stilling til beskederne.

Nedenfor følger Lars Bojes svar:

Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige  skrev allerede 1. marts til Nye Borgerliges sekretariatschef Lars Eldrup, at hvis ikke han fik sine krav igennem, så kunne partiet »godt finde en anden formand«.
Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige  skrev allerede 1. marts til Nye Borgerliges sekretariatschef Lars Eldrup, at hvis ikke han fik sine krav igennem, så kunne partiet »godt finde en anden formand«. Foto: Emil Helms
Vis mere

»Ja, selvfølgelig skriver jeg sådan i en forhandlingssituation til en person, som jeg ikke skal forhandle med. Det vil da være tudetosset selv at bøje af på sit udspil, inden der har været forhandlinger,« skriver Lars Boje og fortsætter:

»Folk, der forsøger at skade andre med sådan et læk og kan finde sådan en korrespondance problematisk, har vist aldrig siddet i en lønforhandling eller er desperate for at stoppe deres medlemsflugt,« skriver han.

Lars Boje kommenterer også på dialogen om hans formandsvederlag. Han forklarer, at han overtog et parti, hvor »alt sejlede«, og han derfor udarbejdede en ny organisationsstruktur for partiet.

Lars Boje omtalte arbejdet med den nye struktur over for B.T. fredag.

»Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg synes, et formandsvederlag var rimeligt. Det mente jeg også, det var til Pernille. Det gjorde jeg opmærksom på, inden jeg trådte til også. Da jeg så overtog ansvaret for NB (Nye Borgerlige), og vi begyndte at kigge på budget, snakke med ansatte og baglandet, så blev det mere og mere tydeligt, hvor meget stort set alt sejlede,« skriver Lars Boje, som fortsætter:

»Derfor brugte vi nogle uger på at lave en helt ny organisationsstruktur, en helt ny tilgang til baglandet, en helt ny sekretariatsstyring og en genopretningsplan for økonomien,« skriver han.

Lars Boje Mathiesen og Henriette Ergemann blev valgt som henholdsvis Nye Borgerliges formand og næstformand 7. februar på partiets ekstraordinære generalforsamling. Siden er Henriette Ergemann presset væk fra formandsposten efter en række kontroversielle udtalelser og Lars Boje er blevet eksluderet.
Lars Boje Mathiesen og Henriette Ergemann blev valgt som henholdsvis Nye Borgerliges formand og næstformand 7. februar på partiets ekstraordinære generalforsamling. Siden er Henriette Ergemann presset væk fra formandsposten efter en række kontroversielle udtalelser og Lars Boje er blevet eksluderet. Foto: Bo Amstrup
Vis mere


»Det betød store omvæltninger, nedskæringer og effektiviseringer, som også krævede, at en formand skulle varetage en lang række yderligere opgaver, som den tidligere formand (Pernille Vermund) havde haft ansat folk til. Men vurderingen, analysen og konklusionen var klar. Der skulle spares samlet, og der skulle en helt ny nærværende ledelse til,« skriver Lars Boje, som fortsætter:

»Og når jeg skulle være langt mere væk fra min familie, så ville jeg naturligvis have kompensation for den tid væk. Det tror jeg, alle vil have. Ellers må folk, der har den modsatte holdning, gerne komme og ordne min have gratis 30 timer om ugen,« skriver han til B.T.

Han skriver desuden, at han synes, det var mest rimeligt at gøre opmærksom på, at hvis Nye Borgerlige ikke ønskede de ændringer, som Lars Boje ønskede at lave, så skulle man finde en ny formand. Det mener han ville være »helt fair«.

B.T. har kontaktet Nye Borgerlige for en kommentar til de lækkede beskeder, men partiet har meldt tilbage, at de ikke har en kommentar til sagen.

B.T. ville gerne have spurgt, hvorfor partiet valgte at ekskludere Lars Boje i stedet for bare at finde en anden formand, som Lars Boje lægger op til i sine beskeder.

Hør B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen her, eller hvor du plejer at lytte podcast: