Det er kun få dage, siden basketballspilleren Jontay Porter fik livstidskarantæne fra NBA efter en gambling-skandale.

Nu vækker familien Porter opsigt igen, for der er faldet dom i en voldsom sag, hvor hans bror Coban Porter spiller hovedrollen.

Coban Porter er blevet idømt seks års fængsel for at være skyld i den 42-årige Katharina Rothmans død.

Det skriver USA Today.

Porter kørte spirituskørsel, da han i januar 2023 kørte over for rødt og kørte ind i en Uber med den 42-årige kvinde bag rattet. Hun døde på stedet.

Den 47-årige mandlige passager kom slemt til skade ved ulykken, og det koster Porter yderligere to års fængsel – men de to straffe skal afsones samtidigt.

Coban Porter erklærede sig skyldig i begge anklager.

»Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg er ked af det. Jeg ved, at jeg aldrig vil kunne gøre det godt igen … Jeg troede aldrig, jeg ville stå her. Jeg troede, jeg var uovervindelig. Det var ikke første gang, jeg valgte at drikke og køre … Jeg er så ked af det,« sagde han i retten.

De tre Porter-brødre. Coban (tv.), Michael (i midten) og Jontay (th.) i 2017, da Michael Porter Jr. vandt et high school-mesterskab i basketball.
De tre Porter-brødre. Coban (tv.), Michael (i midten) og Jontay (th.) i 2017, da Michael Porter Jr. vandt et high school-mesterskab i basketball. Foto: Ted S. Warren/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hans storebror, NBA-stjernen Michael Porter Jr., var også til stede i retten.

»Jeg tror virkelig ikke, at jeg ville være i den position, jeg er i dag som professionel basketballspiller, uden en bror som Coban, der pressede mig hver dag.«

»Min anden tanke var: 'Mand, jeg håber ikke, det er Coban. Af alle i min familie er der ingen chance for, at Coban går igennem det her.' Som jeg sagde, er han den af os alle, der ikke fortjener at gøre det, og selvom han traf nogle valg, er der mange mennesker i livet, der træffer dårlige valg, og det ender ikke, som det gjorde for Coban. Jeg kan huske, at jeg under hele processen bare tænkte: 'Jeg ville ønske, det var mig',« sagde Michael Porter Jr.

Michael Porter Jr. er en bærende spiller på det Denver Nuggets-hold, der sidste år vandt NBA-titlen, mens den gambling-dømte Jontay Porter var breddespiller for Toronto Raptors.

Coban Porter, der nu er dømt for trafikdrab, spillede for University of Denvers collegehold Pioneers.

Ifølge Denvers statsadvokat Beth McCann er Rothmans død 'en forfærdelig tragedie'.

»Hun var en kærlig og hengiven mor, datter, søster og ven, som stadig burde være blandt os i dag,« siger hun.