Et rigtig lorte-uheld.

Det er nok det, der bedst kan beskrive situationen i Nykøbing Sjælland Svømmehal.

Odsherred Kommune oplyser nemlig fredag eftermiddag, at svømmehallen er lukket midlertidigt, da der er kommet afføring i vandet.

'Der har desværre været et uheld i Nykøbing Sj Svømmehal med et fækalt udslip i begge bassiner. For at sikre den nødvendige rensning af vandet skal der tilføres en større mængde klor de næste 36 timer.'

'På grund af dette er Nykøbing Sj Svømmehal lukket i dag, fredag den 8. marts, og i morgen, lørdag den 9. marts,' lyder det i et Facebook-opslag.

Kommunen oplyser, at svømmehallen forventes åbnet igen søndag klokken 10, og henviser til Asnæs Svømmehal i mellemtiden.